Energistyrelsen: Vi vil tage en snak med TORProblemerne med tagpap kommer bag på Energistyrelsen, som nu vil have omfanget afdækket sammen med TOR

Energistyrelsen: Vi vil tage en snak med TOR

Hvis Tagpapbranchens Oplysningsråd oplever så store problemer med tagpap, så vil vi tage kontakt med dem, lyder det fra kontorchef i Energistyrelsen, der ikke vil afvise en ny kontrolaktion

Sidste gang, der blev foretaget en markedskontrol af tagpap var omkring årsskiftet 2008/9. Den gang viste de 14 uanmeldte besøg, at ingen havde alle forhold i orden. Tagpappen var enten uden eller med mangelfuld CE-mærkning. Der blev markedsført ulovlige anvendelsesmuligheder og flere levede ikke op til de nationale brandkrav.

Selv om der blev fulgt op på alle de konkrete sager, hvor en endda blev politianmeldt har der ikke været nogen kontrolaktion siden. Det har en helt naturlig forklaring, siger kontorchef i Energistyrelsens Markedskontrol Marie Louise Hansen til magasinet Byg Tek:

- Vi har været i løbende dialog med branchen, så når vi ikke har taget kontrolhatten på, så er det fordi, at de efter vores vurdering har været rigtig gode til at få sat skik på forholdene, så vidensniveauet generelt er betydeligt højere. Men selvfølgelig spiller det også ind, at vi skal holde kontrol med cirka 600 produkttyper og med 2-3 kontrolaktioner årligt udvælger vi områder, hvor vi vurderer at der er den største sikkerhedsrisiko, og her spiller det også ind, hvor mange anmeldelser, vi løbende får.

Vil mødes med TOR
Derfor kommer det også bag på Marie Louise Hansen, hvis der er så store problemer med tagpap.

- Det kan sagtens være tilfældet, men det er ikke et billede, vi kan genkende. Heller ikke ud fra de anmeldelser vi får. Så derfor vil vi tage fat i TOR og finde ud af omfanget, siger hun og vil ikke afvise at det kan ende med en kontrolaktion.

Til gengæld står hun lidt uforstående overfor den kritik der generelt bliver rejst omkring fokuseringen på den skriftlige dokumentation, og mener ikke at det åbner op for snyd. Hun forklarer, at den krævede CE-mærkning er meget omfattende. Den består ofte af flere hundrede sider, hvor alt lige fra kuldemodstand til brandsikring skal være dokumenteret og testet igennem af en uafhængig akkrediteringsinstans.

- Det omfatter også virksomhedens egenkontrol, så vi er sikre på at det produkt, der er testet om tirsdagen er det samme, der produceres og sælges om onsdagen. Så snyd burde ikke være mulig, da egenkontrollen også er overvåget af den uafhængige instans.

Alle kan anmelde
Omkring konkrete sager, hvor de har fået anmeldelser, har Marie Louise Hansen kun kendskab til to sager siden 2009, og der er altid en fast procedure, der går i gang.

- Vi kan stoppe salget af et produkt og foretage politianmeldelser, så i yderste konsekvens kan vores afgørelse reelt lukke en virksomhed. Og da det ofte er konkurrenter, der anmelder hinanden skal vi sikre os, at vi ikke skrider ind på forket grundlag.

Det indebærer altid at parterne bliver hørt frem og tilbage, at dokumentation bliver fremskaffet, hvor Dansk Standard også kan være inde over med ekspertbistand. Endelig er der advokater, der kan forhale processen og bringe nye forhold i spil, så der skal partshøres igen.

- Det tager tid og det var tilfældet med den ene tagpapsag, der var meget kompliceret. Der er stor forskel nogen gange kan sagerne tage et år, mens andre kan klares på en måned, for eksempel hvis der helt mangler CE-mærkning.

- Når det er sagt, så skal jeg ikke afvise, at det ind imellem kan gøres hurtigere. Vi arbejder løbende på at blive hurtigere og hele tiden optimere processerne.

-jhn

11/4 2014