Entreprenør markerer 50 års jubilæum med udskiftning på direktørposten
For første gang siden Anton Knudsen blev grundlagt i Egtved i 1975, kommer direktøren for det hele ikke til at hedde Knudsen. Karsten Knudsen træder et skridt tilbage og blive udviklings- og økonomidirektør. Hans post overtages af Daniel Faurholt
I år kan entreprenørvirksomheden Anton Knudsen fejre 50-års jubilæum. I forbindelse med fejringen gennemfører virksomheden også et direktørskifte, som skal understøtte den vækstrejse, selskabet befinder sig på.
– Når man vokser, skal man også organisere sig til vækst. Det kræver tydelige roller og klare beslutningsveje, så vi kan være på forkant med opgaverne. Derfor har jeg besluttet at ændre på ledelsesstrukturen netop nu, siger Karsten Knudsen, afgående direktør i Anton Knudsen.
- Som en del af denne ændring har jeg udnævnt Daniel Faurholt til ny administrerende direktør, der fremover skal stå i spidsen for den daglige drift af virksomheden, tilføjer han.
Virksomheden har de senere år oplevet øget efterspørgsel og nye typer opgaver. For at sikre en klar strategisk retning i takt med væksten har ledelsen valgt at omstrukturere fordelingen af ansvar og opgaver.
Daniel Faurholt forfremmes fra en stilling som projektchef. Omrokeringen betyder også, at der for første gang i 50 år ikke sidder en Knudsen i stolen som administrerende direktør. Karsten Knudsen, tiltræder i stedet som udviklings- og økonomidirektør.
– Jeg er stolt af at kunne aflevere stafetten på et tidspunkt, hvor vi står stærkere end nogensinde. 2024 blev vores bedste år til dato, og meget tyder på, at 2025 følger trop.
- Det er et sundt og solidt firma, jeg giver videre, og derfor er det også det helt rigtige tidspunkt at fordele rollerne på ny, siger Karsten Knudsen.
Med ændringen består den nye ledelse af:
Daniel Faurholt, adm. direktør
Karsten Knudsen, udviklings- og økonomidirektør
Daniel Schmidt, ny projektdirektør
Virksomheden er grundlagt af Anton Knudsen i 1975 i Egtved. Den har fire forretningsben: hoved & totalentreprise, fagentreprise i jord, kloak og beton, og entreprenør transport, boligudlejning og ejendomsudvikling.
Anton Knudsen beskæftiger i dag ca. 65 medarbejdere. I 2024 var omsætningen tæt på 200 mio. kr. med et overskud på 12,3 mio. kr. efter skat.
-dc