Etsporet Femernsund-forbindelse til 2028

Etsporet Femernsund-forbindelse til 2028

Ny tysk regering slår traktat om Femernforbindelsen fast men erkender samtidig, at jernbanedelen forsinkes

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Ifølge en henvendelse fra den nye tyske forbundstransportminister, Andreas Scheuer, til hans danske kollega Ole Birk Olesen forsinkes færdiggørelsen af de tyske jernbanelandanlæg til Femern Bælt-forbindelsen ikke yderligere, og samtidig forsikrer han, at den nye tyske regering vil leve op til den indgåede traktat om Femernforbindelsen.

Han forklarer til Ole Birk Olesen, at udbygningen af Femern Bælt-forbindelsen på den tyske del af jernbanetilslutningen, Lübeck-Puttgarden, på nuværende tidspunkt afventer en myndighedsgodkendelse for syv afsnit som led i ”design- og godkendelsesfasen”:

Midlertidig elektrificering
- Det ottende afsnit, der afventer myndighedsgodkendelse, vil være Femernsund-forbindelsen, til hvilken der på nuværende tidspunkt kun foreligger et foreløbigt design, oplyser Andreas Scheuer.

Deutsche Bahn AG planlægger på nuværende tidspunkt at tage jernbanetilslutningen til Femern Bælt-forbindelsen i brug i 2027 i form af en enkeltsporet jernbanestrækning over Femernsund-broen, der til dette formål elektrificeres midlertidigt.

Risiko for klager reduceres
Først i 2028 vil man efter planen tage den nye, dobbeltsporede Femernsund-forbindelse i brug:

- Den fremtidige tidsplanlægning er afhængig af, at den tyske forbundsdag først skal forelægges en rapport over det foreløbige design samt den indledende, offentlige høring, oplyser forbundstransportministeren videre.

Ifølge den tyske minister ”burde den formelle planlægningsproces kunne gennemføres hurtigere, samtidig med at risikoen for fremtidige klager reduceres”.

Højeste prioritet
Han forventer ikke, at, at det skulle forsinke den planlagte udførelse af kyst-kyst-forbindelsen:

- Anlægningen af jernbanetilslutningen til Femern Bælt-forbindelsen er af meget stor vigtighed i Forbundsjernbaneudbygningsloven, og udførelsen har dermed højeste prioritet. Jeg forsikrer Dem, at også den nye forbundsregering bakker op om statstraktaten om etableringen af en fast forbindelse over Femern Bælt, slutter den nye forbundstransportminister, Andreas Scheuer.

30/4 2018