Fem nominerede til plastpris
Den 17. maj bliver Plastprisen 2018 uddelt af Plastindustrien på brancheorganisationens årsdag i Industriens Hus. De fem nominerede virksomheder er DBI Plastics, Dan-Foam, Kellpo, Rolltech og Schoeller Plast
Plastindustrien har siden 1987 uddelt Plastprisen som en hyldest af de ekstraordinære præstationer i den danske plastbranche. Og nu har brancheforeningen det sidste halve år modtaget en lang række gode bud på potentielle prismodtagere. Blandt de indstillede har Plastindustriens bestyrelse udvalgt fem nominerede.
Adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, udtaler:
- Jeg er rigtig glad for, at det igen i år er et meget skarpt felt, som kæmper om Plastprisen. Det er vigtigt, at vi som branche sætter mere fokus på de gode historier, og det er der rig mulighed for. Vi kan være stolte af at være i en industri, der på forskellige måder designer produkter og løsninger der skaber masser af værdi for omverdenen – og jeg vil ønske held og lykke til de fem nominerede, som på hver deres måde bidrager til dette.
Det er nu op til Plastindustriens medlemmer at afgøre, hvem af de nominerede, der skal løbe med æren, en statuette og en check på 50.000 kroner, når prisen uddeles på Plastdagen den 17. maj.
-jhn
De fem nominerede:
Dan-Foam ApS, Aarup
Dan-Foam er bl.a. nomineret til Plastprisen 2018 for sin store globale succes med at fremstille massevis af madrasser og hovedpuder. Virksomhedens produkter er i offentligheden bedre kendt under navnet 'Tempur'.
DBI Plastics A/S, Stenlille
DBI Plastics er nomineret til Plastprisen 2018 for sin mangeårige pionerindsats i den danske plastbranche. I dag har virksomheden fortsat et skarpt fokus på udvikling, vækst og strategisk innovation.
Kellpo A/S, Thisted
Kellpo er nomineret til Plastprisen 2018 for sin ihærdige indsats med at fastholde danske produktionsarbejdspladser. Derudover er virksomheden i front, når det gælder om at tage lærlinge og iværksætte projekter, der fremmer plastens image.
Schoeller Plast A/S, Regstrup
Schoeller Plast er nomineret til Plastprisen 2018 for sit synlige arbejde med at promovere temaer som genanvendelse og cirkulær økonomi. Derudover er virksomheden meget flittig til at involvere sig i forskellige spændende projekter.
Rolltech A/S, Hjørring
Rolltech er nomineret til Plastprisen 2018 for sin satsning på plastproduktion, der blev kickstartet ved virksomhedens første køb af en ekstruder i år 2012. Derudover investerer virksomheden også kraftigt i nyt udstyr, forskning og medarbejdere.