FH: Fri bevægelighed for arbejdskraft skaber social dumping

FH: Fri bevægelighed for arbejdskraft skaber social dumping

Udenlandsk arbejdskraft arbejder på vilkår og til en løn langt fra danske standarder. Det skal ikke være muligt at konkurrere på at underbyde ordentlige arbejdsvilkår

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I et oplæg til dansk EU-politik, der er sendt til Folketinget, skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) blandt andet, at udenlandsk arbejdskraft. I Danmark udgør en stigende andel af den samlede arbejdskraft, og antallet af udenlandske arbejdstagere har været støt stigende de seneste ti år

Andelen af beskæftigede udlændinge i 2020 svarer til godt 10 procent af alle fuldtidsbeskæftigede i Danmark, og arbejdskraftens frie bevægelighed kan bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse i Europa.

Social dumping
Men FH erkender samtidig, at den frie bevægelighed også skaber en række udfordringer:

- For lande med stor tilvækst af udenlandsk arbejdskraft, særligt i Nordeuropa, resulterer udviklingen i social dumping og et voldsomt nedadgående pres på løn- og arbejdsvilkår i udvalgte brancher, lyder budskabet.
FH støtter arbejdskraftens frie bevægelighed, men det skal ske på ordnede vilkår:
- Vi ser alt for ofte, at udenlandsk arbejdskraft arbejder på vilkår og til en løn, som ligger langt fra almindelige danske standarder. Det skal ikke være muligt at konkurrere på at underbyde ordentlige arbejdsvilkår, lyder det fra FH.

Retten til at organisere sig
FH understreger i den forbindelse blandt andet, at de faglige og kollektive rettigheder ikke må være underordnet de økonomiske friheder i EU:

- Retten til at organisere sig og retten til kollektiv forhandling - samt kollektive kampskridt - er ligeså vigtig, som retten til den frie bevægelighed. Det bagvedliggende problem ved social dumping er de forskelle i leve- og indkomstvilkår i EU, som er steget i takt med udvidelsen af medlemslande. På den lange bane er det afgørende, at der sker en opadgående konvergens i levestandarden i EU, hvis vi skal problemet til livs. Men vi er også nødt til at sætte ind her og nu, mener FH.

Det skal EU
• EU skal bidrage til, at den frie bevægelighed af tjenesteydelser og arbejdskraft sker på ordnede vilkår.

• EU’s lovgivere skal inddrage social dumping-perspektivet i al relevant lovgivning.

• Der skal sikres ordentlig håndhævelse i alle medlemsstater af eksisterende og ny EU-regulering om den frie bevægelighed. Oprettelsen af den europæiske arbejdsmarkedsmyndighed (European Labour Authority, ELA) er et skridt i den rigtige retning.

• ELA skal bidrage til overholdelse af eksisterende nationale og europæiske overenskomst- og lovgivningsmæssige regler med respekt for parternes centrale rolle i håndhævelsen, tilgængelig information for nationale parter og med en effektiv reaktionshastighed.

• EU skal introducere et europæisk ID-kort med information om løn, arbejdstid, arbejdsgiver skat, social sikring mv., som konkret håndhævelsesværktøj til at sikre lønmodtagernes kendskab til deres rettigheder. Det kan også styrke myndigheder og arbejdsmarkedets parters forudsætninger for at håndhæve gældende regler og dermed reel lige løn for lige arbejde på samme arbejdsplads.

• EU’s udbudsdirektiv bør revideres, så det fremmer brug af arbejdsklausuler med henblik på at styrke respekten for kollektive aftaler og løn- og arbejdsvilkår.

• Der skal indføres sociale betingelser, så det bliver en forudsætning for at modtage midler fra EU’s Socialfond, at der er ordnede arbejdsvilkår og ordentligt arbejdsmiljø.

15/2 2023