Firkløver skal stå for sikkerheden i ny arrest i Slagelse
Kriminalforsorgens kommende arrest i Slagelse skal rumme 400 varetægtsfængslede og WSP er blevet udpeget som totalrådgiver til et byggeri med et ekstraordinært højt sikringsmiljø
WSP bliver ansvarlig for samtlige ingeniørfag på den kommende arrest i Slagelse og har vundet opgaven sammen med et stærkt team af fire underleverandører.
Det består af arkitekterne Friis & Moltke og JJW Arkitekter, som er ansvarlige for bygningsarkitektur og indretning, landskabsarkitekterne SLA og tværfaglig sikringsekspert Hollingsworth Pack.
Teamet skal sammen være med til at skabe sikrede og tidssvarende forhold for nogle af landets varetægtsfængslede.
- I WSP er vi meget stolte over at være valgt som totalrådgiver og har lagt vægt på at kunne tilbyde en totalrådgiverorganisation med høj erfaring indenfor de sikringsmæssige områder, som hører til en arrest.
- Ordet 'sikker' er her et nøgleord, da vi gerne vil være med til at lede en sikker projektgennemførelse af en sikker arrest i Slagelse, siger René Kræmer, Divisionsdirektør for Byggeri, WSP Danmark.
Den nye arrest skal være arbejdsplads for uniformeret, civilt og administrativt personale med plads til 400 varetægtsfængslede og forventes at stå færdigt i 2029.
WSP vil som totalrådgiver gøre brug af sin store palette af kompetencer indenfor byggeriet med hovedfokus på projekt- og projekteringsledelse samt sikringsmiljø og brand.
- Vi glæder os til at komme i gang med det spændende projekt, som giver os mulighed for at bygge videre på den erfaring og ekspertise, vi har fra tilsvarende projekter, bl.a. fængslet Enner Mark i Horsens og Anstalten i Nuuk.
- Vi ser frem til omsætte de høje funktions- og sikkerhedskrav til god arkitektur, der gør en positiv forskel, siger Anders Christian Bregnballe, markedsdirektør og partner hos samarbejdspartner Friis & Moltke.
Med projektet skal der etableres en tidssvarende arrest til de varetægtsfængslede med moderne forhold og flere beskæftigelsesaktiviteter som storkøkken, undervisningslokaler, vaskeri, bibliotek og besøgsfaciliteter mv..
- Vi glæder os meget til samarbejdet med Kriminalforsorgen og de øvrige rådgivere i projektteamet. En af kerneopgaverne i den nye arrest er at skabe tidssvarende forhold for de varetægtsfængslede.
- Her ser vi frem til at byde ind med vores friske erfaringer fra opførelsen af den nye Særligt Sikrede Retsbygning ved Vestre Fængsel, hvor sikkerhed også var et centralt tema, siger Katja Viltoft, partner JJW Arkitekter.
Den nye arrest vil være placeret på en stor grund i udkanten af Slagelse og omkring bygningerne skal der skabes grønne områder:
- For os i SLA er det ambitionen at skabe en ny form for natur omkring den nye arrest i Slagelse. En natur, som øger biodiversiteten, og som også håndterer de funktionelle krav til sikring, siger partner og tegnestuechef i SLA, Karsten Thorlund.
-dc