Flere aktører i byggeriet bidrager flot til statskassen
Skatteministeriet har offentliggjort de åbne skattelister fra 2022, og 13 af de 100 virksomheder, der betaler mest i skat, er i og omkring byggeriet
Af Daniel Christensen
Opdatering 13. februar 2024 klokken 16:00: I den oprindelige artikel fremgik det, at kun 12 virksomheder i byggeriet fremgår blandt de 100 mest indtjenende på listen. Her manglede Lae 71, der står bag A. Enggaard Holding, som kommer ind på en flot placering som nummer 66. BygTek beklager.
Ikke overraskende er byggebranchen stærkt medvirkende til at få hjulene i samfundet til at køre rundt.
Hvert år frigiver Skatteministeret en oversigt over de virksomheder, der har betalt mest i skat, og de 100 største bidragere får i et brev en personlig tak fra skatteminister Jeppe Bruus.
12 af de 100 virksomheder hørte i 2022 til i eller omkring byggeriet:
27. Jeudan
39. Danfoss
40. Dades
46. Heimstaden Danmark Ejendomme
62. Aalborg Portland
63. Stark
66: Lae 71
72. Bygma
76. Ejendomsselskabet Olav de Linde
84. Schneider Electric Danmark
85. Saint-Gobain Distribution Denmark
94. Harald Nyborg
98. Grundfos Holding
I brevet til de 100 virksomheder skriver skatteminister Jeppe Bruus (S) blandt andet:
- Mange store udfordringer prægede 2022. Særligt krig i Europa, stigende energipriser og høj inflation meldte sig på banen som nye udfordringer, der også har haft stor betydning for danske virksomheder.
- Derfor kunne man frygte, at virksomhedernes overskud og dermed selskabsskatten også ville falde betragteligt. Heldigvis viser de nye tal, at danske virksomheder er kommet stærkt igennem et vanskeligt år.
- Stærke virksomheder er fundamentet for finansieringen af vores velfærdssamfund, og dansk erhvervsliv har spillet en afgørende rolle i at bringe dansk økonomi godt igennem en række svære år.
Skattelisterne viser, at de danske selskaber tilsammen betalte ca. 94 mia. kr. i skat i 2022.
-dc