Flere efterspørger flamingo
EPS-branchen har kronede dage, og på trods af en pandemi er efterspørgslen steget. Især genanvendelige flamingokasser er et hit
Den danske EPS-branche er kommet godt igennem corona-pandemien. Således har branchen kunnet konstatere, at der er stadig større efterspørgsel på EPS også kendt som flamingo.
Således har der været en vækst i mængden af importeret EPS-råvarer på over 2 % siden sidste år. Væksten er sandsynligvis væsentligt højere, da der sker stadig større optag af genanvendt indhold og fortsat sker et skifte fra hvid EPS til grå EPS indenfor byggeriet. Dermed er væksten i solgt EPS langt større.
- EPS-producenterne tager mere og mere EPS tilbage og sikrer genanvendelse af materialet. Samtidig har vi opnået, at 46 danske virksomheder indsamler EPS via genbrugspladserne. Det betyder, at vi har en betragtelig skjult vækst, sammenlignet med den måde vi tidligere har opgjort omsætningen i branchen, forklarer Chresten Heide-Anderson, projektchef i EPS-branchen – en del af Plastindustrien.
- Derudover ser vi i stigende grad, at byggeriet skifter til den grå EPS, som isolerer 20 % bedre. Det samme ser vi også se inden for måltidskassemarkedet, hvor der er fokus på, at EPS-kasserne kan genbruges en del gange, før vi tager dem tilbage og genanvender dem i produktionen, fortsætter han.
Reelt væsentlig højere
Branchen vurderer reelt væksten til at være i omegnen af 5-7 %, når der tages højde for optaget af genanvendt indhold og skiftet til grå EPS.
- I en periode hvor Danmark har været lukket ned, så er det ganske imponerende, at vi ser denne vækst. Vi har selvfølgelig også set, at EPS har været efterspurgt som emballage for corona-vaccinen, ligesom der er stadig stigende efterspørgsel på online måltidskasser og online handel, siger Chresten Heide-Anderson.
Vurderingen indeholder ikke udenlandsk import af EPS-isolering. Sidste forår var der er større import end sædvanligt som følge af en række hændelser, som påvirkede markedet.
Fokus på genanvendelse har båret frugt
Igennem de seneste fire år har branchen øget samarbejdet med danske kommuner om indsamling af EPS til genanvendelse. I 2018 var det 17 kommuner, som indsamlede EPS med det ved årsskiftet var hele 46 danske kommuner, som sikrede genanvendelse af EPS. Og branchen er derudover i dialog med 30 kommuner mere.
- Vi har kunnet mærke på markedet, at vores indsats i forhold til at sikre genanvendelse af EPS er blevet taget godt imod. Vores kunder er positive, og vi oplever at kunder i stigende grad skifter tilbage til EPS, fordi de er blevet opmærksomme på, at det er 100% genanvendeligt – og faktisk bliver genanvendt, fortæller Henrik Vasylyeva, adm. direktør i Sundolitt og formand for EPS-branchen.
Det er dog ikke kun i kommunalt regi, at EPS bliver genanvendt. På europæisk plan har branchen bidraget til at udvikle design-guides for EPS-emballage som fiskekasser og til hårde hvidevarer.
- Der er ingen tvivl om, at de design-guides har betydning for markedet. Senest har erhvervsorganisationen detailsektoren udgivet en guide, hvor de anbefaler EPS-emballage, når der er teknisk behov for temperaturregulering eller særlig beskyttelse af produktet under transport, siger Chresten Heide-Anderson og tilføjer:
- Og det er netop som temperaturregulerende emballage i eksempelvis fiskekasser og som beskyttende transportemballage, at EPS har sine unikke egenskaber.
Vil bidrage på europæisk plan
EPS-branchen har nedsat en cirkulær arbejdsgruppe som skal afdække endnu flere steder, hvor branchen kan bidrage til vidensdeling og fælles løsninger. En del af gruppens arbejde er ligeledes at bidrage til europæisk vidensdeling.
- Vi er meget langt fremme med genanvendelse af EPS i Danmark og Norge. I Norge har de særskilt data for genanvendelse af EPS, og der genanvender de mere end 76 %. Det niveau skal vi have hele Europa op på siger Henrik Vasylyeva.
EPS-branchens projektchef sidder i Circular Plastics Alliance, hvor han for nylig kunne dokumentere, at EPS bliver indsamlet i 17 ud af de 21 EU-lande, som EPS-branchen har søsterorganisationer i.
- De lande, hvor vi ved, at der sker indsamling og genanvendelse af EPS, repræsenterer over 88 % af EU’s befolkning. Vi skal bare have udrullet de løsninger, som allerede finder sted, i hele Europa og verden, så skal vi nok nå vores mål for genanvendelse. Se blot, hvad vi har nået i Danmark på 4 år, siger Chresten Heide-Anderson.
-dc