Flere og flere med en ubrugelig studentereksamen
Næsten 60 procent flere har ikke brugt deres studentereksamen fra 2015 fem år efter, end det var tilfældet i 2013
Af Dan Bjerring
Nye tal viser, at mens andelen af elever fra studenterårgangene 2013 og 2014, der ikke var i gang med en uddannelse fem år efter bestået studentereksamen lå på henholdsvis 10,9 og 12,2 procent, så viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at ikke mindre end17,3 procent af 2015-årgangen ikke er i gang med at videreuddanne sig fem år efter eksamen.
Underdirektør og chef for DI Erhvervs- og Arbejdsmarkedsuddannelser, Signe Tychsen Philip, kalder udviklingen for ’meget bekymrende’ udvikling:
- Det er ærgerligt, fordi unge og samfundet smider guld på gaden. Vi taler om en gruppe unge, som jo allerede har vist, at de kan gennemføre en uddannelse, siger hun.
Giver god mening
Signe Tychsen Philip peger på, at Danmark især mangler tekniske faglærte og specialister, og at en uddannelse giver en mere sikker tilknytning til arbejdsmarkedet end ufaglærte jobs:
- Det giver rigtig god mening for både den enkelte student, for virksomhederne og for samfundet, at studenter får en erhvervskompetencegivende uddannelse. Derfor er udviklingen så bekymrende, siger hun.
Tendensen til at færre videreuddanner sig efter studentereksamen ses på tværs af alle fire gymnasiale uddannelser, stx (alment gymnasium), htx, hhx og hf. Størst stigning ses på stx og hf. Tre ud af fem ufaglærte studenter er inden for fem år begyndt på en anden uddannelse efter studentereksamen, men er faldet fra.
Skal klædes bedre på
- Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi klæder studenterne bedre på til at vælge uddannelse og livsvej efter gymnasiet – som i øvrigt lige så godt kan være en erhvervsuddannelse som en videregående uddannelse, siger DI’s underdierktør.
DI har sammen med andre relevante organisationer foreslået et forsøg med praksisrettede studieretninger på det almene gymnasium.
Linjerne, der kan handle om grøn omstilling, digital udvikling eller sundhed og Life Science, skal inspirere de unge til en praksisrettet videregående uddannelse eller en faglært uddannelse efter gymnasiet.
Skal se mulighederne
Målet er at udvide vejene for studenterne, så flere ser mulighederne i erhvervsuddannelserne eller de praksisrettede videregående uddannelser:
- Når så mange falder fra deres videregående uddannelse, så tyder noget på, at vi må skabe nye muligheder, som appellerer til netop de unge, som aldrig kommer videre med en uddannelse, siger Signe Tychsen Philip.
Andelen af ufaglærte studenter er højere i større byer end i mindre. Og studenterne fra bykommunerne har også i større grad faldet fra en uddannelse inden for de første fem år efter studentereksamen.