Førstepræmie i konkurrencen om Aalborg Kaserner

Førstepræmie i konkurrencen om Aalborg Kaserner

Det vindende forslag til en højprofileret og nytænkende strategi for Aalborg Kaserner omfatter bl.a. omkring 9000 m2 ny bæredygtig bebyggelse og vil stå klar i 2016

Teamet bag det vindende forslag til en nytænkende strategi for Aalborg Kaserner består foruden Adept af totalrådgiver Cowi ingeniører, aalborgensiske Nord Arkitekter samt GHB Landskabsarkitekter. Projektet omfatter bl.a. omkring 9000 m2 ny bæredygtig bebyggelse, der vil stå klar i 2016.

Baseret på et enkelt arkitektonisk greb, ’Det Grønne Kredsløb’, sikrer vinderprojektets overbevisende kombination af permanente og fleksible bygningselementer både en robust fremtidssikret løsning og et visionært udstillingsvindue for Forsvaret.

Det Grønne Kredsløb er et udviklingsredskab, der samler kaserneområdet i en landskabelig bevægelse, som sikrer fælleskab mellem kasernernes spredte enheder. Forslaget sammenfatter i sin enkelhed tanken om en tydelig og fleksibel rygrad, der sammenkobler kaserner, by og landskab. Ældre og utidssvarende bygninger erstattes af standardiserede, fleksible byggesystemer, der er optimalt ressourcebesparende og driftsoptimerede.

Markant identitet
Vinderprojektet giver Aalborg Kaserner en ny markant identitet baseret på Forsvarets tanke om fleksibilitet og omstillingsparathed. Kombinationen af det grønne og det fleksible anviser ikke kun en robust fornyelse af Aalborg Kaserner, men giver også mulighed for at skabe et globalt udstillingsvindue, der går i front for et moderne forsvar med en bæredygtig profil.

Foruden en klar landskabsstruktur omfatter Det Grønne Kredsløb tre nye bygninger på i alt ca. 9000 m2. Dele af bygningerne er udformet som variabelt elementbyggeri af 20- og 40-fods containere, der hurtigt og effektivt kan omstilles til de funktions- og arealændringer, som imødekommer Forsvarets behov for indbygget fleksibilitet vedrørende m2, mandskab og materiel.

De tre nye bygninger; værkstedsbygningen, multibygningen og kontor- og indkvarteringsbygningen, består grundlæggende af to basiselementer:

”Rygrad” og ”Kredsløb”
Rygraden og Kredsløbet supplerer hinanden ved at gøre det muligt at omstille til nye funktioner og nye steder på kort tid. Rygraden er grundlæggende fleksibel og permanent, mens kredsløbet er fleksibelt og flytbart. Elementerne er sammensat af et simpelt bærende konstruktivt system med komponenter, hvor klimaskærm og facadeelementer kan demonteres uden indflydelse på bygningens konstruktive virkemåde.

De tre nye bygninger er baseret på en industrialiseret byggeproces med mulighed for at inddrage leverandørleddet i en bæredygtig produktudvikling. Bygningerne opføres med en markant grøn profil og en omfattende ’adfærds- og ressourceledelse’ som et væsentligt afsæt til at igangsætte brugerrelaterede besparelser i hverdagen. Samtidig suppleres byggeriet med energioptimerende tekniske elementer, som eksempelvis flytbare solceller og biodigester.

I dommerbetænkningen hedder det bl.a. at ’forslagets innovative og radikale tilgang til udvikling af kaserneområdet har udmøntet sig i en strategisk og helhedsorienteret masterplan, der viser vejen til en markant optimering af de miljø-, energi- og klimamæssige forhold på Aalborg Kaserner. Det er et arkitektonisk stærkt tænkt koncept med en markant visuel identitet.’

- Vi ser et behov for at kunne skrue op og ned for virkemidlerne. Der er et stort potentiale i at tænke bygninger, landskab og økonomi som fleksible størrelser. Vi forestiller os bygninger, der kan have forskellige tilstande – bygninger, som omdannes, går i dvale og genoplives. Vi ser landskab, der springer i skov, fældes, byggemodnes og sælges og vice versa. Ikke alene vil det skabe foranderlige kaserner, det vil også åbne nye muligheder for at aktivere og nedlægge, inddrage og ekskludere, siger partner Martin Krogh, Adept.

Projektet er en del af ’Grønne Etablissementer’ – som er sat i værk for at finde forslag til, hvordan forsvarets etablissementer kan begrænse energiforbrug og CO2-udslip gennem bæredygtige løsninger, der er omkostningseffektive, mærkbare i dagligdagen og som kan skabe synlighed og opmærksomhed omkring ressourceforbruget.

- kj

Bygningen bliver et ikon for forsvaret af international erfaring og grøn dansk viden. Visualisering: Adept/ doug&wolf.

2/5 2014