Forbrugerne er for godtroende over for håndværkere
Af en analyse fra Erhvervs- og Konkurrencestyrelsen fremgår det, at forbrugerne gennemgående har en ret så ukritisk tilgang til håndværkerens pris og tilbud, når de skal have løst håndværksopgaver i deres hjem.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
De fleste forbrugere tager en enkelt håndværkers tilbud og pris for givet uden at undersøge, om de kan få noget bedre og billigere. Mange har kun en mundtlig aftale om selv større håndværksarbejder.
Blandt de 400 personer i analysen, der har fået udført opgaver til mellem 10.000 kroner og 100.000 kroner, har cirka 25 procent kun haft en mundtlig aftale, mens godt 60 procent har fået et enkelt tilbud eller helt undladt at indhente tilbud forud for opgaven.
Der er ellers god grund til at forhandle, for af dem, der forhandlede det afgivne tilbud, fik godt 86 procent noget ud af det.
Voldsomt beløb
Ses i stedet på de lidt mindre opgaver til en værdi mellem 5.000 kroner og 10.000 kroner, har halvdelen af forbrugerne kun en mundtlig aftale.
Næsten 75 procent har indhentet et enkelt tilbud eller slet intet, og godt 20 procent har forsøgt at forhandle om pris eller opgave.
Dansk Byggeri fortæller, at danskerne i 2017 brugte 60,3 milliarder kroner på at få udført vedligeholdelse og hovedreparationer i deres hjem
Udskiftning af vinduer, køkkener og badeværelser er stadig noget af det, der fylder mest i ordrebøgerne
Altid godt med skriftlige aftaler
Direktør Michael H. Nielsen siger til BygTek, at Dansk Byggeri i mange år har forsøgt at få forbrugerne til at se sig godt for og blandt andet undersøge, om håndværkeren er omfattet af en garantiordning:
- Det er altid godt med skriftlige tilbud, så man kan sammenligne indholdet i tilbuddene. Ved kun at anvende mundtlige tilbud opstår der typisk diskussioner efterfølgende om indholdet i tilbuddet, kvaliteten af materialer, bortskaffelse af affald og andre faktorer i forbindelse med opgaven. Derefter skal der i udfærdiges en præcis skriftlig aftale om, hvad der skal laves. Et er et tilbud, noget andet den endelige aftale, siger Michael H. Nielsen til BygTek.
Ulykkelig situation for alle parter
Når ikke flere forbrugere sikrer sig bedre, skyldes det formentlig, at de ikke ret ofte køber håndværksydelser:
- Det er måske kun ganske få gange i et livsforløb. Hvis så også håndværkeren er lidt uprofessionel, så svinger pendulet over mod forbrugeren, og man har måske forskellige opfattelser af, hvad der er aftalt. Det er en ulykkelig situation – dybest set for begge parter, fortæller Dansk Byggeris direktør.
Han henviser til, at Dansk Byggeri på deres hjemmeside har adgang til standardkontrakter, der kan anvendes, og for håndværkerne er der et servicekoncept på ankenævnets og BygGarantis hjemmeside.
Hvad-hvor-hvordan
Michael H. Nielsen understreger, at det ikke kun drejer sig om, hvad der skal leveres, men også hvor og hvordan:
- Må håndværkeren bruge kundens toilet, hvornår skal tingene være færdige, og hvem kører byggeaffaldet væk? Der er mange aspekter i en aftale, der skal tages stilling til. Kunden skal have det, man ventede og til den aftalte pris. Og håndværkeren skal have både deres penge og en tilfreds kunde, slutter Dansk Byggeris direktør.
Lyt til hele interviewet med Dansk Byggeris direktør, Michael H. Nielsen, på nedenstående link
http://radioupdate.dk/Updatenyheder.asp?page=3494&TB=0
Gode råd fra Erhvervs- og Konkurrencestyrelsen for aftaler med håndværkere
Lav en opgavebeskrivelse. Skriv alle dine krav ned - også til tidsplanen, og skriv gerne producent og varenumre, hvis du ønsker bestemte materialer.
Indhent mere end et tilbud, og spørg, hvis du er i tvivl om, hvad prisen dækker.
Forhandl med håndværkeren. Det kan være om pris, men det kan også være om kvalitet, tidsfrister og andet.
Er håndværkeren medlem af en garantiordning? Det kan stille dig bedre, hvis der opstår problemer med arbejdet.
Lav en skriftlig aftale. Du kan med fordel udfylde den standardkontrakt, der følger med standardaftalen AB-Forbruger.
Undgå at betale forud – som hovedregel skal du først betale, når arbejdet er udført. Ved større opgaver kan det aftales at betale rater, som arbejdet skrider frem.
Gem din aftale med håndværkeren og anden dokumentation i mindst ti år. Print den ud, eller gem den på et USB-stick.