Foråret spirer i byggeriet - mørke skyer truer
Stemningen i byggeriet er vendt efter en svag februar, og byggevirksomhederne har positive forventninger til både omsætning og beskæftigelse.
Af Dan Bjerring
SMVdanmarks månedlige konjunkturbarometer viser, at efter en februar, præget af dårligt vejr og lav aktivitet, er optimismen vendt tilbage i byggeriet i marts.
Men stigende geopolitisk uro og højere priser peger på nye risici for erhvervet i den kommende tid.
I februar oplyste mere end hver tredje SMV i byggeriet, at dårligt vejr begrænsede produktionen, men i marts er andelen faldet markant til knap hver sjette.
Store virksomheder peger i langt mindre grad på dårligt vejr, som en begrænsning. Her angiver under hver tiende i marts, at produktionen påvirkes af dårligt vejr.
Forskel på små og store virksomheder
Thomas Gress, der er cheføkonom i SMVdanmark noterer, at det er tydeligt, at det usædvanlige kolde vejr havde en stor betydning for aktiviteten i byggeriet hen over februar:
- Nu ser vi ind i en lunere tid, og det smitter af på forventningerne til beskæftigelsen og omsætningen, siger han.
Erhvervstilliden i byggeriet viser en klar forskel mellem små og store virksomheder. For SMV’erne er indikatoren uændret på 94,1 fra februar til marts, mens de store virksomheder oplever en markant stigning fra 85,3 til 97,0.
Værdien 100 afspejler det historiske gennemsnit for perioden 2015-2024.
Usikkerhed kan bremse udviklingen
På trods af stigende usikkerhed på grund af krigen i Mellemøsten, herunder højere energipriser og varslinger om stigende materialepriser i byggeriet, er der endnu ikke tegn på, at det slår igennem på virksomhedernes forventninger.
Indtil videre er hverken omsætnings- eller beskæftigelsesforventninger svækkede, og det afspejles i erhvervstillidsindikatoren.
For erhvervslivet generelt på tværs af brancher er der fremgang. For store virksomheder stiger erhvervstillidsindikatoren til 98,6 i marts fra 97,4 i februar, mens SMV’erne oplever en stigning til 97,2 i marts fra 96,0 i februar.