Forsøgte at flygte fra politiet

Forsøgte at flygte fra politiet

Aktion mod social dumping førte til anholdelse. Det samme gjaldt tre tyve, der havde brudt ind i håndværkerbiler

I forbindelse med en aktion mod social dumping undersøgte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sammen med flere andre myndigheder onsdag klokken 13.10 en arbejdsplads i Nykøbing F.

Pludselig løb en mand fra stedet, men der gik ikke længe før en patrulje fik fat på ham. Det viste sig, at han ikke havde nogen former for id. Han blev derfor anholdt og sigtet efter udlændingeloven.

Tyverier fra varebiler
Efter længere tids efterforskning blev tre udenlandske mænd onsdag anholdt og de blev alle tre sigtet for ni forhold af tyverier fra håndværkervarebiler begået i perioden fra den 16. marts til 21. marts.

Tyverierne er primært foregået i Hvidovre og Valby. De tre mænd fremstilledes torsdag i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing F., og den videre efterforskning skal nu afdække, om de tre mænd kan sættes i forbindelse med yderligere tyveriforhold.

DanB

21/3 2024