Forsvaret har ikke haft styr på udgifter til restaurering

Forsvaret har ikke haft styr på udgifter til restaurering

Et restaureringsprojekt på nogle bygninger ved Frederiksberg Slot er løbet ind i en voldsom fordyrelse på over 70 millioner kroner

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Bygningerne benyttes af Hærens Officersskole og stammer fra begyndelsen af 1700-tallet, og den omfattende restaurering gælder blandt andet facadeistandsættelse, nyt terrændæk og gulv, udbedring af råd- og svampeskader i inder- og ydervægges bindingsværk og tagkonstruktioner, nyt tag samt indvendig istandsættelse.

Ud over restaureringen omfatter opgaven opførelse af en nybygning på cirka 500 kvadratmeter med bade- og omklædningsfaciliteter samt udarbejdelse af landskabsprojekt for udenoms arealerne.

Syv fredede bygninger
Forsvarsministeriet med et såkaldt ’aktstykke’ bedt Folketingets Finansudvalg om en yderligere bevilling på 71,1 millioner kroner – svarende til en forhøjelse på næsten 55 procent - idet den oprindelige bevilling lød på 131,2 millioner kroner:

Lakajgårdsanlægget består af syv fredede bygninger lige neden for Valby Bakke med Frederiksberg Slot på toppen.

Bygningerne er i dårlig stand på grund af blandt andet utætheder i tagkonstruktionerne, opstigende fugt fra undergrunden, samt fysiske og fugtmæssige belastninger fra den eksisterende bade-og omklædningsfacilitet:

- Der er derfor et presserende behov for at restaurere bygningerne. Endvidere vil restaureringen bidrage til et bedre studiemiljø for kadetter og elever på Frederiksberg Slot, fremgår et af ansøgningen fra Forsvarsministeriet.

PCB og tungmetaller
Det er i forbindelse med licitationen konstateret, at de indkomne bud overstiger de priser, der oprindeligt blev budgetteret med. Det skyldes blandt andet et større omfang af jordforurening samt forurening af asbest, PCB og tungmetaller end forudsat.

Dertil kommer komplicerede byggepladsforhold samt en opdateret vurdering af blandt andet stilladsudgifter, som gør, at byggepladsudgifterne øges i forhold til det oprindelige budget.

Derudover er nybyggeriet til bad og omklædning øget med 30 kvadratmeter, mens jordbundsforholdene omkring byggeriet har vist sig mere udfordrende.

Endelig er der afsat et større beløb til arkæologisk overvågning i byggeperioden.

Estimat på usikkert grundlag
Sagen har fået Peter Kofod fra Dansk Folkeparti til at bede forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen om en redegørelse for årsagen til udgifternes forøgelse, og ministeren oplyser blandt andet, at totaludgiften i den oprindelige bevilling fra 2019 var et estimat udarbejdet på baggrund af et byggeprogram:

- Det skyldes, at udbuddet endnu ikke var gennemført. Flere elementer i byggeprogrammet var på daværende tidspunkt ikke endeligt afklaret, idet den endelige afklaring medførte en stigning i totaludgiften. En del af forøgelsen skyldes således, at totaludgiften i aktstykket er udarbejdet meget tidligt i projektets proces og på et usikkert grundlag, lyder det fra ministeren.

Sparerunde er ikke nok
Han noterer i øvrigt, at der er gennemført en sparerunde på projektet, men denne sparerunde modsvarer kun delvist stigningen i totaludgiften, og det vurderes, at ’der ikke kan foretages yderligere besparelser på projektet uden at gå markant på kompromis med kvaliteten, hvormed opgaven om restaurering og nybyggeri på Lakajgården ikke løses efter hensigten’:

- Derudover er der konstateret ekstraordinære prisstigninger på materialer i byggebranchen. Det skyldes blandt andet nedlukninger grundet COVID-19 og den efterfølgende knaphed på
udvalgte byggematerialer, hvilket er blevet forstærket som følge af den
nuværende, sikkerhedspolitiske situation i Ukraine, forklarer Jakob Ellemann-Jensen.

Ikke ordentligt forberedt
Ikke mindst viser erfaring fra andre restaureringsprojekter, at der er behov for en større projektreserve, idet der ved restaurering af fredede bygninger ofte opstår ’uforudsigelige og omkostningstunge ekstraarbejder’, som skal kunne håndteres for at undgå forsinkelse i projektet.

Ministeren erkender samtidig i svaret til Peter Kofoed, at projektet ikke var defineret tilstrækkeligt forud for udarbejdelsen af det oprindelige aktstykke:

- Hvilket tages til efterretning i forhold til kommende projekter, slutter forsvarsministeren.

10/1 2023