Fra ’stud i mag’ til ’cand. intet’Alt for mange går rundt med en ubrugelig studentereksamen.

Fra ’stud i mag’ til ’cand. intet’

Rekordmange studenter er uden uddannelse. Især er mange studenter fra hovedstadsområdet og Sjælland hverken i gang med eller har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter studentereksamenen

Af Dan Bjerring

Gymnasierne nærmest sprøjter studenter ud år efter år, mens færre og færre vælger en erhvervsuddannelse. Problemet er imidlertid ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at alt for mange står med en ubrugelig studentereksamen.

Hver 8. student – 12½ procent - under 30 år i Københavns kommune er hverken i gang med eller har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter den afsluttede gymnasiale uddannelse. Til sammenligning gælder det cirka hver 12. student - cirka 8,3 procent - i Nord- og Vestjylland.

For mange vælger studentervejen
Lars Andersen, der er direktør i AE-rådet, ser en stigende tendens til, at flere og flere studenter ikke er kommet videre i uddannelsessystemet fem år efter, de har fået studenterhuen på:

- Det er vigtigt, at politikerne er opmærksomme på det. Formålet med de gymnasiale uddannelser er at forberede de unge til videregående uddannelse, men hvis de unge ikke kommer videre, er der noget galt i systemet, Både for den enkelte student og samfundsøkonomien er der et stort potentiale i at sikre bedre overgange fra gymnasierne til både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser. Tallene tyder også på, at der er for mange, der i første omgang vælger studentervejen, siger Lars Andersen.

Værst på Ærø
En tidligere analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der de seneste år på landsplan er blevet cirka 10.000 flere studenter under 30 år, der hverken er i gang med eller har afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse.

I 2022 var der lidt mere end 25.000 ufaglærte studenter i hele landet. Det er rekordmange.

Ærø Kommune har den klart højeste andel af ufaglærte studenter med 19,4 procent, hvilket dog dækker over en relativt lille gruppe på 60 personer.

Derudover er det særligt kommuner i hovedstadsområdet, der har den højeste andel af ufaglærte studenter.

18/8 2023