Fremgang over hele linjen: Moe havde forrygende 2021- Vi er også nået langt med eksport af vores kompetencer til Frankrig. Det gælder cykelstier, fjernvarme og digitalisering, hvor vi er langt fremme, siger direktør Christian Listov- Saabye.

Fremgang over hele linjen: Moe havde forrygende 2021

2021 har været et rigtigt godt år for den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe. Virksomheden leverede et solidt årsresultat og vækstede både top- og bundlinje, ligesom medarbejderstaben voksede med godt 13 %

Med en omsætningsvækst på mere end 15 % og et resultat på næsten 69 mio. kr. mod 55 mio. kr. sidste år er Christian Listov- Saabye, direktør for Moe, meget glad og stolt.

- Top- og bundlinje følges ad og med en overskudsgrad på 7,9 er vi rigtig stolte af vores indsats. Medarbejderne har gjort det super godt, og vi kommer i mål med et flot resultat, siger han.

Fællesskab fylder meget i Moe, hvor mere en 150 medarbejdere er taget på fælles skitur efter infomødet, hvor årsresultatet og de årlige medarbejderbonusser blev præsenteret.

Et godt marked
For Moe har markedet i 2021 har været godt både inden for byggeri, energi & industri og infrastruktur, som er virksomhedens tre forretningsområder.

- Energimarkedet boomer, og vi har rigtig godt gang i rådgivning inden for fjernvarme og bæredygtig energiproduktion. Forsyningsselskaberne arbejder vi rigtig meget sammen med omkring vedvarende energiproduktion og grøn omstilling, siger Christian Listov- Saabye.

Forretningsområdet for industri er i vækst, og virksomheden har lagt en ambitiøs vækstplan for
pharmaområdet, som man har store forventninger til. Byggerimarkedet og særligt ydelser, der bidrager til bæredygtigt byggeri har også fyldt godt i året.

- Vi har rigtig mange byggeprojekter med bæredygtigt fokus. Living Places er et godt eksempel på et ambitiøst boligkoncept, der både sikrer et sundt indeklima og har en uhyre lav CO2-udledning på 4 kg per m2. Coop Byen i Albertslund med 360 svanemærkede boliger fordelt på lejligheder, rækkehuse og ungdomsboliger er også et godt eksempel, og så er der det nye håndværkskollegium i Herning opført i en fremtrædende trækonstruktion med 70 studieboliger grupperet omkring et centralt rum i midten, fortæller direktøren.

Stærkt internationalt samarbejde
Regeringens infrastrukturplan med investeringer på mere end 100 mia. kr.  frem mod 2035 betyder også mange spændende projekter for Moe i årene, der kommer. Virksomheden arbejder på Letbanen, der skal binde København bedre sammen på tværs af fingerplanen.

Med kompetencer inden for letbaner har Moe i samarbejde med moderselskabet Artelia eksporteret kompetencerne til Island, hvor der arbejdes med anlæg af en kommende Bus Rapid Transit (BRT) projekt, der har ambition om at være et af verdens mest bæredygtige offentlige transportsystemer.

Samarbejdet med Artelia har gjort Moe til en international spiller, og også på det danske marked, trækkes der på Artelias kompetencer inden for blandt andet det maritime område, hvor Moe og Artelia arbejder på tunnelfabrikken til den kommende Femern forbindelse.

- Vi er også i gang med et meget spændende projekt i Australien, hvor vi rådgiver om dekommisionering af en boreplatform. Det er også en del af den bæredygtige omstilling, at afhænde boreplatforme på den bedst mulige måde, siger Christian Listov-Saabye.

En arbejdsplads hvor det er rart at være
Branchen skriger på arbejdskraft, og ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) mangler 98 % af ingeniørvirksomhederne medarbejdere.

- Vi lever af at sælge viden, og vi vil også gerne vækste, og det kræver, at man kan tiltrække og ikke mindst fastholde talentfulde medarbejdere. Det har faktisk overrasket mig, at vi har vækstet mere end vores konkurrenter, og at vi har kunnet tiltrække så mange gode medarbejdere. Det kommer ikke af store annoncer og markedsføring. Det kommer af, at vi er et sted, som fok kan lide at være, siger Christian Listov-Saabye.

-dc

22/3 2022