Fsb får ny formand
Kandidatstuderende Mads Malik Knudsen er ny formand for Københavns største boligselskab. En af hans ambitioner er, at fsb skal bygge flere billige boliger
Mads Malik Knudsen er ny formand i Københavns største boligselskab fsb. Organisationsbestyrelsen har netop konstitueret sig og har valgt formand, næstformand og medlemmer til de forskellige politiske udvalg.
Mads Malik Knudsen bor i fsb's boligafdeling Bo90 på Nørrebro. Han har en bachelorgrad i uddannelsesvidenskab fra DPU, Århus Universitet og er nu studerende på kandidatuddannelsen i Pædagogisk Filosofi også på DPU. Derudover er han studentermedhjælper i Børns Vilkår.
- Det er nu min og bestyrelsens opgave at fortsætte de mange vigtige initiativer, vi har sat i søen. Vi skal fortsætte med at udvide og forbedre vores beboerdemokrati, vi skal bygge mange flere billige boliger, vi skal fortsætte vores arbejde med bæredygtighed og meget, meget mere, siger Mads Malik Knudsen.
Udover Mads Malik Knudsen som formand, er Ib Sørensen fra fsb Peblingehus valgt som næstformand.
Både formand og næstformand er medlem af forretningsudvalget sammen med Mudi Jarkass fra fsb's boligafdeling Husumgård.
-dc