Gammel erhvervsbygning bliver til 83 nye boliger i RødvoreErantishaven står klar til indflytning i september 2023. Fra venstre: Benny Frost Jensen, Casa, Peter Gill, Capman, og borgmester Britt Jensen (S).

Gammel erhvervsbygning bliver til 83 nye boliger i Rødvore

Rødovre Kommune forsøger at skabe en ny grøn bykerne i Rødovre, og mandag kom man et skridt nærmere ved at tage første spadestik til en transformation af et gammelt erhvervsbyggeri, der skal blive til 83 moderne boliger

Rødovre Kommune har en vision om at skabe en mere grøn bykerne med moderne boliger, byliv og rekreative områder. Et nyt boligområde i Erantishaven er en del af den plan. Det var derfor en glad borgmester, som kunne tage første spadestik til de nye boliger mandag den 4. april

- Erantishaven er et godt eksempel på, hvordan vi holder fast i det Rødovre, vi kender – også når vi udvikler nye områder. På mange måder fletter byggeriet sig ind i Rødovres historie, siger borgmester Britt Jensen (S).

Fra erhverv til grønt boligområde
Erantishaven ligger centralt i Rødovre med kun 100 meter til shoppingcenteret Rødovre Centrum og få minutters gang til Damhussøen. Området har tidligere været præget af erhverv, men nu bliver den naturskønne beliggenhed udnyttet fuldt ud med moderne boliger. Udviklingen af Erantishaven sker i et joint venture mellem CapMan og Casa, som har arbejdet sammen på flere projekter tidligere.

- Det er et helt særligt privilegie at skulle bygge et projekt i samme by, som man selv bor i, og at være med til at udvikle et helt nyt område af byen. Jeg synes, at man i Rødovre gennem længere tid har haft modet til at udvikle byen og således skabt grobund for større mangfoldighed i befolkningssammensætningen, der igen er med til at skabe bedre dynamik. Vi vil gerne være med at understøtte denne udvikling yderligere, således at Rødovre kan blive en by med plads til alle. Det er styrken ved byen, og det skal vi blive ved med at sikre os, siger Peter Gill, Partner, CapMan.

Genanvender betonen
Miljø er et gennemgående tema i projektet, som bliver certificeret DGNB Guld. Betonen fra det gamle erhvervsbyggeri bliver knust og udnyttet som bærelag på byggepladsen og under de fremtidige belægninger. Det svarer til cirka 1000 ton beton, som bliver genanvendt på stedet. På samme måde bliver de eksisterende belægninger genbrugt i anlægsprojektet, mens byggeledelsen slår sig ned i den eksisterende bygning for at spare på ressourcerne.

- I Casa har vi sat os som mål at reducere vores CO2 aftryk med 30 % i 2023. Derfor analyserer vi vores projekter for at se, hvor vi kan sætte ind for at minimere ressourceforbrug, transport og energiforbrug. Vi vender hver en sten. Resultatet er mere bæredygtige boliger til fremtidige generationer, siger Benny Frost Jensen, Projektdirektør i Casa.

-dc

5/4 2022