Genberegning af samfundsværdi for motorvejeTransport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) (foto Niels Hougaard)

Genberegning af samfundsværdi for motorveje

Transportminister Ole Birk Olesen er i et svar til Folketingets Transportudvalg blevet bedt om at redegøre for, hvorfor Vejdirektoratet vurderer, at en fremrykning af motorvejsprojektet mellem Næstved-Rønnede vil give et samfundsøkonomisk tab

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Der henvises til, at Vejdirektoratet samtidig vurderer, at samme øvelse for motorvejsprojektet til Kalundborg vil medføre en samfundsøkonomisk gevinst, ligesom begge projekter har næsten samme forrentning (interne rente) og en positiv nettonutidsværdi.

Ifølge ministeren skyldes forskellen, at der for mange af projekterne er anvendt beregninger af effekten af 10 års udsættelse på det grundlag, som lå til grund for VVMvurderingerne:

- Dog har enkelte projekter ændret sig så meget siden VVM’erne, at der i stedet er anvendt beregningsgrundlaget fra de genberegninger, som Vejdirektoratet foretog i 2015, oplyser Ole Birk Olesen.

Det bedste grundlag
For Kalundborgmotorvejens 3. etape og Næstved-Rønnede har udgangspunktet for beregningen af effekten af 10 års udsættelse været de beregninger, som lå til grund for deres respektive VVM-vurderinger.

- Projekterne er ikke altid beregnet med samme forudsætninger, og de er dermed ikke fuldt ud indbyrdes sammenlignelige. Dette gælder også for Kalundborgmotorvejens 3. etape og Næstved-Rønnede, hvor det ikke er muligt at foretage fuldt sammenlignelige beregninger af effekten af 10 års udsættelse for de to projekter, idet beregningsgrundlaget stammer fra to forskellige tidspunkter, oplyses det videre.

Minimal forskel
Genberegningen af Kalundborgmotorvejens 3. etape giver næsten samme interne
rente - 4,0 procent - som VVM-undersøgelsen for Næstved-Rønnede - 3,9 procent:
- Begge projekter er således lige netop rentable. Hvis effekten af en udsættelse i 10 år skulle beregnes med grundlag i genberegningen af Kalundborgmotorvejens 3. etape, ville resultatet sandsynligvis blive det samme som for Næstved-Rønnede, idet det vil give en gevinst for samfundet at udskyde projektet, forklarer Ole Birk Olesen.

Ikke optimalt
Han erkender dog, at det ikke er optimalt, at genberegningerne for 2015 er behæftet med større usikkerhed end VVM-beregningerne:

- Det er planlagt, at genberegningerne skal gentages, inklusive en ny beregning af Næstved-Rønnede, når den nye version 2.0 af Landstrafikmodellen er klar. Aktuelt er forventningen, at genberegningerne kan foretages i 2. halvår 2018 med afrapportering i foråret 2019, slutter transportministeren.

23/4 2018