Giver mere overvågning mere sikkerhed? Overvågningsteknologi kan være alt fra videooptagelser med tilknyttede AI-baserede software til GPS-tracking. Teknologier kan f.eks. overvåge sikkerheden på en byggeplads. Foto: Tobias Tullius.

Giver mere overvågning mere sikkerhed?

Et nyt studie kortlægger etiske videnshuller ved brug af eksempelvis AI og overvågningsteknologi på arbejdspladsen. Samtidig har forskerne skabt et værktøj, der kan hjælpe arbejdspladser med at sætte etiske overvejelser i system

Den kan spotte, hvis der mangler en sikkerhedshjelm, eller hvis man befinder sig et farligt sted på byggepladsen – altså smart teknologi.

Alt sammen ud fra en grundlæggende tanke om, at overvågningen øger sikkerheden og er for medarbejdernes bedste.

Teknologiske løsninger vinder frem, og der er mange positive aspekter forbundet med ny, smart teknologi, som både kan være en fordel for medarbejdere og ledelsen.

Men når den nye kollega hedder AI, følger der samtidig en række etiske overvejelser med. Det forklarer seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Jeppe Ajslev:

- Der er ofte fokus på, hvad teknologierne kan betyde for virksomhedens effektivitet, sikkerhed eller arbejdsmiljøledelse.

- Men mange arbejdspladser glemmer et vigtigt etisk princip: Man bør ikke tage hånd om nogen imod deres vilje. Så selvom ledelsen tænker, at overvågningen er der for medarbejdernes sikkerhed, så er det eksempelvis vigtigt at medtænke trivsel og indflydelse.

Derfor påpeger Jeppe Ajslev også, at netop spørgsmålet om magtrelationen i implementering af ny arbejdsmiljøteknologi ikke tidligere er beskrevet i arbejdsmiljøforskningen.

Han mener, at der skal være en meget større bevidsthed om, hvad der kommer med ind ad bagdøren, når teknologien inviteres ind ad fordøren:

- Det er endnu ikke blevet undersøgt, hvordan overvågningsteknologi påvirker magtforholdet i organisationen.

- Hvem mister indflydelse, og udøver man magt over andre, som man ikke udøver over sig selv? Det er problemstillinger, som bliver mere og mere relevante i takt med, at teknologien vinder indpas på arbejdspladserne.

Checkliste kan sætte etik i system
Overvågningsteknologi kan være alt fra videooptagelser med tilknyttede AI-baserede software til GPS-tracking. Teknologier kan eksempelvis overvåge sikkerheden på en byggeplads eller koordinere dagligdagen blandt lagerarbejdere, ved at arbejdet sættes i system.

- Vores undersøgelse viser, at vi især mangler at forholde os til menneskelige og arbejdsmiljømæssige konsekvenser.

- Det kan f.eks. være medarbejderes muligheder for privatliv, oplevelsen af mening og indflydelse, men også muligheden for menneskelig interaktion og vedligeholdelsen af gode relationer imellem ledere og medarbejdere siger Jeppe Ajslev.

For at give arbejdspladserne et redskab til at sætte deres etiske overvejelser i system har forskerne udviklet otte etiske spørgsmål, der er baseret på deres analysearbejde fra studiet.

Eksempler på etiske spørgsmål til arbejdspladsen:

Hvilke formål eller intentioner beskrives angående teknologien?
Hvem eller hvad understøtter teknologien?
Hvilke ulemper er forbundet med teknologien?
Hvilke fordele er forbundet med teknologien?
Hvordan vil teknologien eller dens principper fungere, hvis de anvendes på dem, der implementerer eller udvikler den?

- Målet er at skabe bedre rammer for at bruge teknologien fremadrettet, hvor vi husker mennesket, lederen og medarbejderen, siger Jesper Ajslev.

På arbejdspladserne kan man bruge spørgsmålene som en etisk checkliste, hvis man overvejer at indføre teknologi på arbejdspladsen.

- Er du leder, kan du stille dig selv spørgsmålet om, hvilke arbejdssituationer du selv ville lade dig overvåge i, men også hvornår du ikke ville bryde dig om det. Forhåbentlig kan det være med til, at både medarbejdere og ledelse tænker over en hverdag, hvor teknologi f.eks. er blevet en fast sidemakker på kontoret eller ude på lageret, siger han.

-dc

18/3 2024