Grontmij bliver nu til Sweco Danmark
Sweco har gennemført omkring 100 virksomhedsopkøb i løbet af de seneste ti år og har i gennemsnit fordoblet sin opsætning hvert femte år. Nu er Grontmij også en del af koncernen
Allerede den 1. juni 2015 bekendtgjorde rådgivnings- og ingeniørvirksomheden Sweco sit ønske om at købe Grontmij og dermed det tidligere Carl Bro Gruppen i Danmark. Den 25. september 2015 blev det oplyst, at en tiltrækkelig andel af Grontmijs aktionærer havde accepteret tilbuddet – og med en god margin.
Sammenlægningen af de to selskaber kan derfor begynde, og det bliver ifølge Sweco startskuddet til den førende virksomhed inden for arkitektur- og ingeniørrådgivning i Europa.
- Med ét skridt er vi blevet førende i Europa. Vi indtager nu en mere fremtrædende rolle i at planlægge og designe fremtidens byer og samfund, udtaler Tomas Carlsson, der er præsident og CEO i Sweco.
Nyt navn Sweco Danmark
Med opkøbet har Sweco nu omkring 14.500 medarbejdere fordelt over 15 europæiske lande.
Sweco har gennemført omkring 100 virksomhedsopkøb i løbet af de seneste ti år og har i gennemsnit fordoblet sin opsætning hvert femte år. Formålet med Swecos opkøbsstrategi er at sikre, at selskabet kan tilbyde de rette kompetencer til ethvert projekt.
- I Danmark betyder det, at vores kunder fortsat kan forvente at arbejde med lokale eksperter, som har indgående forståelse for netop deres forretning og behov. Forskellen er Swecos størrelse, stabilitet og supplerende kompetenceområder, som yderligere forstærker, hvad vi har at tilbyde, og skaber nye muligheder for fremtiden, siger John Chubb, der er adm. direktør i Sweco Danmark A/S.
Mandag den 5. oktober vil Grontmij A/S handle som Sweco Danmark A/S. I en periode fra handlens indgåelse frem til 9. oktober vil tilbageværende Grontmij-aktionærer have mulighed for at sælge deres aktier i henhold til Swecos købstilbud.
-cmn