GSV lægger navn til fusionGSV Materieludlejning bliver det fortsættende navn i den sammenlagte virksomhed med Pitzner.

GSV lægger navn til fusion

CataCap skaber Danmarks største materieludlejer ved køb af Pitzner Materiel og GSV Materieludlejning. Topledelsen fra GSV Materieludlejning træder også ind som medejer

Kapitalfonden CataCap har sammen med Danica og franske Access Capital Partners opkøbt og sammenlagt to af Danmarks førende materieludlejere, GSV Materieludlejning og Pitzner Materiel.

Tilsammen udgør de en one-stop shop og sætter sig på knap en femtedel af materieludlejningsmarkedet, der omsatte for over 3 mia. kr. i 2014. CataCap bliver hovedaktionær i firmaet, der fortsætter under navnet GSV Materieludlejning. Topledelsen fra GSV Materieludlejning træder også ind som medejer.

Opkøbet og sammenlægningen af GSV Materieludlejning og Pitzner Materiel er den fjerde investering for den godt 2 år gamle kapitalfond CataCap, der fokuserer på små og mellemstore virksomheder med højt vækst- og udviklingspotentiale.

Yderligere konsolidering
Med franske Access Capital Partners og Danica som co-investorer er det anden gang, at CataCap hiver en udenlandsk investor med ind i en dansk virksomhed.

- Vi har længe haft kig på det meget fragmenterede materieludlejningsmarked herhjemme. GSV og Pitzner kommer fra forskellige udgangspunkter, og står begge stærkt i markedet. Hvor GSV har leveret kraftig vækst i toplinje og indtjening drevet af et stærkt kunde- og

produktfokus, har Pitzner optimeret indtjeningen igennem implementering af et af branchens mest avancerede flådestyringssystemer over samme periode, siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i CataCap.

Han ser sammenlægningen af de to virksomheder som et ønskescenarie og ser frem til at udvikle det nye GSV sammen med ledelse og medarbejdere. Vilhelm Hahn-Petersen ser i øvrigt også yderligere muligheder for konsolidering i branchen.

One-stop shop for kunderne
Det nye GSV, der udlejer maskiner og materiel til byggefirmaer, entreprenører, samt offentlige og industrielle kunder, har ca. 250 ansatte og et landsdækkende depotnetværk.

Selskabet får en produktportefølje, der bl.a. tæller lifte, platforme, stilladser, pavilloner og skurmateriel samt bygge- og anlægsmateriel, der bruges til at løse alle opgaver inden for anlægs-, jord- og byggearbejde.

-Det nye GSV bliver en one-stop shop for kunderne. Jeg ser frem til at kunne tilbyde vores kunder et bedre og bredere produktsortiment og et endnu højere serviceniveau, fortæller nuværende administrerende direktør i GSV Dan Protin, der bliver adm. direktør og medejer i det nye selskab.

Det helt rigtige træk
Den nu tidligere bestyrelsesformand af Pitzner Materiel, Morten Pitzner, ser også sammenlægningen som det helt rigtige træk.

- Pitzner og GSV komplementerer hinanden på rigtig mange områder. Dermed skaber sammenlægningen nogle helt unikke muligheder for både kunder og medarbejdere. Jeg ser frem til at følge udviklingen, siger Morten Pitzner.

Carsten Knudsen, der har stor international industrierfaring fra direktørstillinger i Maersk-gruppen, ISS og Esko, bliver ny bestyrelsesformand i GSV Materieludlejning.

Danica og Access Capital Partners er begge investorer i CataCaps første fond, der afsluttede fundraising i september 2014 og administrerer 1,1 mia. kr..

-cmn

21/4 2015