Har elevatorbranchen selv bestilt ny lovgivning?

Har elevatorbranchen selv bestilt ny lovgivning?

Det er i hvert fald påstanden hos Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, der har haft ministeren i samråd. Nye regler for afdækning af elevatorer er skabt uden dokumentation for, at der er brug for dem

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Ole Birk Olesen ville vide, hvad der retfærdiggør beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens opbakning til Arbejdsmiljørådes forslag om, at ældre elevatorers hejseskakte skal inddækkes af plader.

Samtidig vil han vide om ministeren enig i at ’fastholdelse af de gældende regler kommer særligt arbejdsgivere og lønmodtagere i elevatorvirksomheder til gavn’.

Han efterlyser også, hvilke ulykkesstatistikker eller anden dokumentation, der ligger til grund for de konkrete regler, og hvilke konsekvenser reglerne forventes at have for ejere af ældre opgange i Danmark, herunder hvad ejerne må forventes at skulle betale til elevatorvirksomheder for at få arbejdet udført i henhold til reglerne.

Bor selv i ramt ejendom
Ole Birk Olesen bor selv i en af de omtalte ejendomme, hvor Arbejdstilsynet i 2021 ændrede reglerne for tætheden af skaktinddækning på ’ældre ikke CE-mærkede elevatorer’. Med ændringen blev reglerne for åbninger i elevatorernes etage- og stoledøre skærpet.

Arbejdsmiljørådet har i en orientering til Beskæftigelsesudvalget af 11. januar 2023 oplyst, at de tilslutter sig den til formålet nedsatte arbejdsgruppes vurdering om, at der IKKE er behov for regelændringer på området.

Højt sikkerhedsniveau
Ministeren understregede i sin samrådstale, at det er vigtigt med et højt sikkerhedsniveau, så hverken børn eller voksne kommer til skade.

Ministen mener, at elevatorejerne har haft god tid til at indrette sig på de nye regler, men at en sproglig fejl i bekendtgørelsen betød, at ældre elevatorer skulle leve op til helt de samme krav til tæthed af inddækningen af elevatorskakten, som nye elevatorer:

- Det var ikke hensigten med regelændringen… Kravet til skaktinddækningens tæthed blev lempet, og reglerne giver den enkelte elevatorejer mulighed for at gøre brug af eksempelvis en glasplade eller en perforeret plade med mindre huller som skaktinddækning. På den måde blev det sikret, at disse ældre elevatorer bedre kan beholde deres arkitektoniske herlighedsværdi, noterede ministeren, der afviser, at lempelsen af kravet skulle tilgodese en bestemt branche.

Afskærmning af faresteder
Der findes øjensynlig INGEN dokumentation ulykkesstatistikker, som ligger til grund for reglerne. Ifølge ministeren bygger reglerne på ’arbejdsmiljøreglernes forebyggelsesprincip’ om afskærmning af faresteder.

Arbejdstilsynet har oplyst, at hverken de eller elevatorbranchen har kendskab til omfanget af ulykker med disse ældre elevatorer:

- Det skyldes blandt andet, at Arbejdstilsynet alene bliver oplyst om arbejdsulykker, og derfor ikke har kendskab til eventuelle ulykker for privatpersoner. Reglerne er med andre ord indført, fordi der er risiko for, at der kan ske en ulykke – altså som et forebyggende princip, som er det generelle princip i arbejdsmiljølovgivningen, oplyser ministeren.

Mulighed for midlertidig dispensation
Arbejdstilsynet vurderer i øvrigt, at langt de fleste elevatorejere allerede har fået ombygget deres elevatorer:

- Det er derfor et fåtal af ejere, der af forskellige årsager ikke har fået ombygget deres elevator endnu. Selve omkostningerne forbundet med en ombygning vil afhænge af den specifikke elevator og selvfølgelig ejerens specifikke ønsker. Er der enkelte elevatorejere, som har vanskeligt ved at nå at få lovliggjort elevatoren på grund af eksempelvis mangel på håndværkere, så er der fortsat mulighed for at ansøge om midlertidig dispensation hos Arbejdstilsynet. Jeg forventer, at de sidste ejere inden for den nærmeste fremtid får lovliggjort deres elevator, sluttede ministeren.

10/3 2023