Historisk: Hatten løftes af Rundetaarn
Den tre ton tunge kobberkuppel på toppen af Rundetaarn løftes nu ned med kran for at få lagt nyt kobber på. Restaureringen skal sikre fremtiden for et af Danmarks ikoniske vartegn – og Europas ældste aktive observatoriebygning
I århundreder har toppen af Rundetaarn været en portal til stjernehimlen. Herfra har både store danskere og små børn set ud i universet og hentet ny viden og oplevelser ind.
Det gør de stadig i dag, og det kommer de også til i fremtiden. For under den hvælvede, irgrønne kuppel ligger Rundetaarns observatorium.
For en stund vil Rundetaarn dog stå uden sin velkendte top. Efter næsten 60 år i vind og vejr er observatoriets kobbertag begyndt at tage vand ind, og derfor er det nødvendigt at restaurere kuplen.
Formålet er at fremtidssikre observatoriet og selve tårnet – og at sikre, at Christian IV's historiske ’stjerneborg’ også kan opleves af kommende generationer.
- Rundetaarn er et ikonisk bygningsværk i verdensklasse, som vi skal tage vare på, og det ansvar er vi meget bevidste om.
- Når vi vælger at restaurere kuplen netop nu, er det for at udvise rettidig omhu, og vi går til arbejdet med nænsomhed, grundighed og med den dybeste respekt for både håndværket og Rundetaarns historie, siger Jeanette Bursche, direktør i Rundetaarn.
Det utætte kobbertag blev opdaget i 2024 og siden er restaureringsprojektet blevet planlagt med rådgivning fra arkitektvirksomheden Fogh & Følner og i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen og Københavns Stift.
Restaurering på gadeplan
Når kuplen løftes ned i januar, sker det i et stykke og med kran. Nedtagningen finder sted i de tidligste morgentimer, det kræver vindstille vejr og minutiøs planlægning og udføres af specialiserede fagfolk under ledelse af Fogh & Følner Arkitekter.
Restaureringen er dog ikke kun et teknisk projekt, men en anledning til at opleve den fælles kulturarv og det levende håndværk på tætteste hold:
- Når vi – så at sige – løfter hatten af tårnet og tager den ned på gadeplan, er det særligt for at beskytte Rundetaarn mod brandfare, mens det varme kobberarbejde er i gang.
- Vi har samtidig ønsket, at arbejdet skal foregå tæt på tårnet i hjertet af København for at give både københavnere og turister en mulighed for at følge med i den historiske restaurering, siger Jeanette Bursche.
Selve restaureringen af kuplen vil foregå ved foden af Rundetaarn, på hjørnet hvor Landemærket møder Købmagergade – samme sted hvorfra kuplen i 1929 blev hejst op.
Her vil kobbersmede og tømrere lægge nyt kobbertag på kuplen hen over vinter og forår. Som forbipasserende vil man lejlighedsvis kunne kigge ind i værkstedet ved foden af Rundetaarn og følge med i arbejdet, mens det sker.
Et historisk løft
Den færdigrestaurerede kuppel forventes retur til Rundetaarn i foråret. Her kan fremmødte og forbipasserende opleve genmonteringen og gensynet med kuplen på sikker afstand.
- Genmonteringen bliver et helt særligt øjeblik, som sandsynligvis kun vil finde sted en gang i vores levetid. Det vil vi selvfølgelig gerne dele med byen. Når kuplen vender tilbage til sin plads, markerer det ikke kun afslutningen på et omfattende arbejde og godt håndværk.
- Det markerer, at vores fælles kulturarv lever, og at Rundetaarns observatorium snart genåbner for alle, der vil have udsyn og indsigt, siger Jeanette Bursche.
Restaureringen omfatter:
• Rundetaarn forventer at kunne bemande teleskopet og byde gæster velkommen i observatoriet igen næste efterår, når vintersæsonen indtræffer, og det atter er mørkt nok til at åbne kobberkuplens skodder og rette teleskopet mod himlen over København.
• Rundetaarn har som udgangspunkt åbent som normalt fra februar 2026. Observatoriet kan vises frem igen senere på året med nyrestaureret kuppel og stjernekikkert.
• Kuplen: udskiftning af kobberbeklædningen og restaurering af trækonstruktionen på den drejelige observatoriekuppel inkl. kuppelskodder.
• Tagfoden, hvor kuppel og selve observatoriebygningen mødes, skal have ny kobberbeklædning.
• Stålføringer og støttefødder udskiftes til rustfrit stål.
• Observatorium: Der skal lægges nyt gulv i observatoriet og foretages andre reparationer.
• Teleskopet fra 1929 skal restaureres, bemales og have udskiftet linsen af eksperter i Tyskland.
• Indvendige reparationer: Der foretages andet vedligeholdsarbejde i tårnet – hovedfærdselsåren op til platformen renoveres, og Sneglegangens hvælvinger nykalkes.
Håndværkere, entreprenører og rådgivere:
Totalrådgiver:
Fogh & Følner Arkitekter
Underrådgiver:
Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører
Håndværkere og entreprenører:
Emil Nielsens Smedeværksted
Blikkenslagermester Jens Volf
Kjell Pedersen Entreprise
Dansk Stillads Service
C. Møllmann & CO
Finn L. & Davidsen
Lyders & Svend G.
TT Mobilkran
Teleskopets renovering:
Uwe Meiling, Meiling Astro Design
Niels Haagh, Track the Stars
Konsulenter:
Bark Rådgivning
Schmidt Brandrådgivning
-dc