Hængepartier forsinker anlægslov for Limfjordsforbindelse
Fremsættelse af anlægsloven for 3. Limfjordsforbindelse udskydes til efteråret
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Lovbehandlingen af anlægsloven for 3. Limfjordsforbindelse udskydes til næste folketingssamling, men udskydelsen får ikke indflydelse på den aftalte igangsættelse af projektet i 2025.
Udskydelsen skyldes, at der er identificeret visse udeståender vedrørende de bagvedliggende miljøvurderinger.
Der er ifølge Vejdirektoratet derfor behov for mere tid, så byggeriet af en ny forbindelse er undersøgt fyldestgørende, inden anlægsloven behandles i Folketinget.
De yderligere undersøgelser får dog ikke betydning for tidsplanen for selve anlægget, som først skal gå i gang i 2025.
Koster syv milliarder kroner
Anlægsloven var oprindeligt planlagt til fremsættelse i sidste måned, men Vejdirektoratet, der har ansvaret for de forudgående miljøkonsekvensvurderinger, har vurderet, at der er behov for mere tid til at sikre en tilstrækkelig belysning af visse dele af miljøkonsekvensvurderingerne.
Der er afsat syv milliarder kroner til den tredie forbindelse over Limfjorden, men udskydelsen af fremsættelsen af anlægsloven ændrer ikke på aftalen og påvirker ikke den samlede tidsplan for 3. Limfjordsforbindelse.