Hovedbanegården får make-over til en kvart milliard
Hovedbanegården og Nørreport skal moderniseres for over ¼ milliard kroner
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Trods statens behov for at spare på pengene og holde anlægsopgaver tilbage er et af projekterne i infrastrukturaftalen nu klar til at blive iværksat.
Det er moderniseringen af Københavns Hovedbanegård og området ud mod Reventlowsgade, og samtidig er der også penge til at forskønne Nørreport Station.
På Hovedbanegården vil ombygningen blandt andet betyde, at dele af Hovedbanegårdens facader ud mod Reventlowsgade åbnes til brug for blandt andet butikker og cafeer.
Formålet er at skabe et mere attraktivt område for passagererne og de besøgende, som færdes i området – hvoraf en stor del passerer Reventlowsgade for at skifte fra Cityringen til tog- eller busforbindelser på Hovedbanegårdens øvrige område.
Respekt for arkitekturen
Hovedbanegården bliver moderniseret indvendigt, men det skal ske med respekt for arkitekturen.
Den indvendige modernisering i form af nye bygninger og mere luft imellem bygningerne skal give en bedre fordeling af passagererne og samtidig øge trygheden.
På Nørreport Station er skal området gøres til et mere behageligt og trygt sted at opholde sig. Det gælder blandt andet trapper og perroner, ligesom der vil blive fjernet både lugtgener og graffiti på stationen.
Fakta
Der er afsat 217 millioner kroner i Infrastrukturplan 2035 til Modernisering af Københavns Hovedbanegård og Reventlowsgade. Det samlede projekt er estimeret til 257 millioner kroner. Restbeløbet finansieres af DSB.
Arbejdet begynder i år og forventes at være færdigt omkring 2027.
Der er afsat 25 millioner kroner til forskønnelse af Nørreport Station.
Arbejdet begynder i år og forventes at færdigt i 2025.