Hovedstaden bygger for fremtiden
Byggeri til stigende børntal, renovering af byens veje og en grøn parkeringspakke står øverst på næste års dagsorden i Københavns Kommune
Alle partier i Københavns Borgerrepræsentation undtagen Enhedslisten er netop blevet enige om byens budget for 2016.
Børnene er Københavns fremtid. Derfor har partierne bag næste års budget valgt både at give dagpasningen af de små børn og folkeskolen et løft, så der bliver flere pædagoger og flere lærerkræfter.
Budgettet tager også højde for, at byen vokser med ca. 1.000 nye borgere om måneden, og der bliver flere børn. Derfor skal der etableres 19 nye daginstitutionsgrupper, samtidig med at der skabes plads til 980 nye skolebørn ved at der laves nye spor på eksisterende skoler og etableres fritidstilbud. Dertil afsættes der i alt 113,1 millioner kroner i 2016-2019 til at etablere 14 nye fritidstilbud i tilknytning til skoler og planlægge de resterende 21 fritidstilbud.
Endelig fortsættes den ambitiøse plan om at få alle kommunens 70 skoler totalrenoveret og sikre, at børnene har tidssvarende rammer til læring og bevægelse.
Arbejdet er allerede i gang eller afsluttet på 35 skoler, og næste år er der afsat 641 millioner kroner til at gå i gang med yderligere fem skoler, nemlig Amager Fælled Skole, Peder Lykke Skole, Lykkebo Skole, Rødkilde Skole og den fredede Skolen ved Sundet.
-cmn