Hver tredje konkurs i 2025 var i byggerietArkivfoto.

Hver tredje konkurs i 2025 var i byggeriet

December var en hård måned for byggebranchen i 2025, hvor 29 procent flere virksomheder gik konkurs end i december 2024. Det var symptomatisk for et år, hvor virksomheder i bygge- og anlægsbranchen har været ekstra udsatte

Danmark oplevede i 2025 en stigning i antallet af konkurser. I alt blev 5669 virksomheder erklæret konkurs, og det var en stigning på 5 procent sammenlignet med 2024. Især december markerede sig med 467 konkurser, hvilket svarer til en markant stigning på 29 procent i forhold til samme måned året før.

Byggebranchen er det mest pressede erhverv, hvor små og mellemstore virksomheder ofte rammes af høje omkostninger og usikre ordrebeholdninger. Næsten 35 procent af alle konkurser sidste år var indenfor bygge- og anlægsbranchen.

Mens Hovedstaden fortsat tegner sig for næsten halvdelen af alle konkurser, har Sjælland og Nordjylland set de største relative stigninger - begge på 25 procent.

Den største enkeltkonkurs i både december og hele 2025 var Tekno Fire ApS i København, der opererede inden for bygge- og anlægsaktiviteter. Selskabet beskæftigede op mod 416 medarbejdere, før det gik konkurs.

Virksomheden var blandt andet involveret i opførelsen af det nye supersygehus Nyt OUH i Odense, og konkursen har ført til, at flere hundrede håndværkere er sendt hjem.

- dc

8/1 2026