Industriområde i Glostrup skal omdannes til helt ny bydel
Hersted Industripark på grænsen mellem Glostrup og Albertslund skal over de næste 20 år ombygges til et blandet bolig- og erhvervsområde. Ejendomsudvikler er godt i gang med omdannelsen af 52.000 m2
Jensen & Nielsen Gruppen har købt ejendommen Smedeland 28 i Glostrup med henblik på at nedrive eksisterende bebyggelse for at opføre godt 30.000 m2 blandet bolig og erhverv inklusiv 380 etageboliger og et supermarked.
Udviklingen af ejendommen sker ifølge en lokalplan, der er udarbejdet af sælger som led i en større helhedsplan for Hersted Industripark, der strækker sig tværs over kommunegrænsen mellem Glostrup og Albertslund.
Med købet af Smedeland 28 ekspanderer Jensen & Nielsen Gruppen sine aktiviteter i lokalområdet, hvor virksomheden i forvejen står for at skulle opføre ca. 22.000 m2 på naboejendommen, Smedeland 24.
Ifølge planerne bliver Hersted Industripark en ny innovativ og grøn bydel, som bliver udviklet over de næste godt 20 år med 11 nye kvarterer, hvor der med tiden forventes at kunne bo godt 24.000 indbyggere og være tusinder af arbejdspladser.
-dc