Ingen brodne kar ved social dumping kontrol

Ingen brodne kar ved social dumping kontrol

Social dumping-kontrol flere steder på Midtsjælland, men alt var i orden

Af Dan Bjerring

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af onsdagen en kontrolindsats mod eventuel social dumping inden for byggepladsbranchen flere forskellige steder i politikredsen.

Arbejdstilsynet deltog i kontrollerne, der begyndte i den nordlige del af Roskilde, hvor en bygning blev renoveret. Der traf myndighederne ingen personer og fortsatte videre til en byggeplads i Karlslunde, hvor der var tre mænd fra Rusland, Hviderusland og Polen, men politiet fandt intet grundlag for at foretage sig yderligere for dem.

Alle papirer i orden
Næste besøg var i Køge, hvor en bygning var ved at blive renoveret, men her var der heller ikke nogen arbejdere at træffe og kontrollere.

Et andet sted i Køge by traf myndighederne ved en bygningsrenovering i alt syv personer, hvoraf de tre var fra Polen. De tre udenlandske mænd havde alle deres papirer i orden, så politiet foretog sig ikke yderligere over for dem.

Sidste planlagte kontrol skete i Kirke-Hyllinge-området i Lejre kommune, hvor boliger blev renoveret. På kontroltidspunktet fandt politiet ingen personer på arbejdspladsen.

Fortsatte på eget initiativ
Arbejdstilsynet fortsatte på eget initiativ til en byggeplads lidt syd for Holbæk by, hvor to udlændinge med udenlandsk opholdstilladelse blev truffet.

Udlændingeafdelingen blev tilkaldt til stedet og foretog kontrol af to mænd fra Kosovo med svensk opholdstilladelse, men også de havde deres papirer i Danmark i orden.

Udlændingeafdelingen fandt således ikke grundlag for at sigte nogen i forbindelse med social dumping-indsatsen, hvor politiet ofte sammen med forskellige myndigheder laver uvarslede kontroller inden for forskellige brancher for at afsløre eksempelvis ulovlig arbejdskraft og ophold i Danmark.

2/3 2023