Ingen grund til alarm over stigende antal konkurserCheføkonom i Aktive Ejere, Bo Sandberg.

Ingen grund til alarm over stigende antal konkurser

Der har ifølge Danmarks Statistik været en ’relativ kraftig stigning’ i antallet af konkurser i april

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Der var i alt 256 erklærede konkurser i april blandt aktive virksomheder, og det er 22,1 procent flere end i marts. Konkurserne medførte 1.136 tabte job.

I perioden februar-april 2024 var antallet af konkurser i aktive virksomheder 2,2 procent højere end i november 2023 - januar 2024, lige som jobtabet i faktiske tal var 25,3 procent højere.

I april udgjorde konkurser blandt de aktive virksomheder, der har fået momslån i COVID-19-perioden, 21 procent af det faktiske antal konkurser i de aktive virksomheder.

Ingen tsunami af konkurser
Men cheføkonom i brancheforeningen Aktive Ejere, Bo Sandberg, mener ikke, at der trods tallene er grund til at slå alarm.

- Der er ikke ligefrem tale om en tsunami af konkurser i dansk økonomi. Snarere nogle få krusninger på Peblingesøen, siger han.

De seneste fire år har der ellers været mange udfordringer for de private virksomheder. Corona, inflation på himmelflugt, stigende renter, høje materialepriser og krig i Ukraine. Dertil kommer varige påvirkninger som AI (kunstig intelligens), klimatilpasning og geopolitisk usikkerhed.

Store omvæltninger
Det ville ifølge Bo Sandberg ikke have været overraskende, hvis der havde været en noget større konkursbølge i dansk økonomi i 2023 og 2024:

- Med tanke på disse store omvæltninger, og med tanke på, at konkurser ofte indtræder med nogen forsinkelse, som sidste udvej, når andre muligheder er udtømt, ville det ikke være overraskende, siger cheføkonomen.

Stadig godt gang i den danske byggebranche
Byggeriet har historisk - på godt og ondt - været præget af stor virksomhedsdynamik med mange nystartede virksomheder og mange konkurser.

Men i modsætning til vores nordiske nabolande, er der stadig godt gang i den danske byggebranche:

- Det er imponerende, at byggeaktiviteten holder sig stabilt omkring det højeste niveau nogensinde på over 195.000 beskæftigede.

- Det sker trods udfordringer med inflation, renter og klimaaftryk, men energirenoveringer, klimatilpasninger og anlægsarbejde formår at kompensere for det faldende nybyggeri af boliger, siger Bo Sandberg.

De stærkeste overlever
Han erkender, at konkurser har ubehagelige konsekvenser for ansatte, investorer, kreditorer og underleverandører, men samtidig at det - som overordnet historisk betragtning - er sundt for erhvervslivet og for samfundsøkonomien med en høj virksomhedsdynamik, hvor nye virksomheder opstår og ikke-levedygtige virksomheder bukker under.

8/5 2024