Johannes Fog vender minus til plus- Vi har omstruktureret, udviklet og igangsat en lang række initiativer for at gøre os mere agile i markedet, siger adm. direktør i Johannes Fog, Carsten Ludvig.

Johannes Fog vender minus til plus

Selskabet bag Johannes Fog, der står bag trælaster og byggecentre på Sjælland, realiserer et resultat før skat på 19 mio. kr. i 2014. Det er en forbedring på 62 mio. kr. sammenlignet med året før

Byggebranchen har,siden krisen indtraf i 2008 været hårdt ramt af stilstanden i dansk økonomi. Det har også udfordret landets byggemarkeder og trælaster, men nu tyder noget på, at optimismen efter et par svære år gradvist er ved at indfinde sig igen.

I et meget konkurrencepræget marked realiserer Johannes Fog en omsætningsvækst på 2,3 % og en omsætning for 2014 på 1.167 mio. kr. Det er over 25 mio. kr. mere end i 2013. Kæden præsenterer et overskud før skat på 19 mio. kr., svarende til en forbedring på 62 mio. kr. i forhold til underskuddet på 43 mio. kr. forrige år.

Resultat før afskrivninger, renter og skat er øget fra 38 mio. kr. i 2013 til 61 mio. kr. i 2014. Det giver en såkaldt EBITDA-margin på 5,2 %, (mest sammenlignelige nøgletal på tværs af brancheaktører), og det er et niveau, som gør Johannes Fogs resultat til et af branchens bedste, når der renses for forskelle i afskrivningsprincipper og kapitalstrukturer.

Genklang i markedet
- Efter det dårlige resultat i 2013 har vi fokuseret på at forbedre driften, og vi har omstruktureret, udviklet og igangsat en lang række initiativer for at gøre os mere agile i markedet, siger adm. direktør i Johannes Fog, Carsten Ludvig.

- Regnskabet for 2014 vidner om, at vi traf de rigtige beslutninger, da vi var mest udfordret. Vi har simpelthen øget vores konkurrencekraft ved at effektivisere alt fra kundernes oplevelse og fart i butikkerne til selve kernen i vores logistik - og vi har endnu ikke set den fulde effekt af vores initiativer, tilføjer Fogs direktør.

- Vi ser derfor med en vis optimisme på 2015, hvor vi både har en forventning og målsætning om at forbedre resultatet sammenlignet med 2014. Jeg tror, at vores strategi om at have alt under ét tag - fra byggematerialer, udlejning af maskiner, beslag og værktøj til dagligdagsopgaver til eget snedkeri - netop er det, som giver genklang i markedet nu. Det har ikke altid været godt og rentabelt at være så brede som os, men det har øget kundeloyaliteten. Vores kunder vil gerne one-stop-shoppe, siger Carsten Ludvig.

Ny logistik gør forskellen
Stærkt planlægningsarbejde og hurtig implementering af nyt logistisk setup er ifølge Carsten Ludvig en af de direkte årsager til, at Johannes Fog har kunnet øge sin agilitet og forbedre driftsresultatet.

- Vi udvikler vores forretning i tæt dialog med vores kunder, partnere og leverandører. Det kræver, at vi hurtigt kan omstille os og være skalerbare i det daglige. Vi har oprettet egen indkøbsafdeling og forstærket marketingafdelingen med ansættelse af henholdsvis ny indkøbsdirektør og marketingdirektør, samtidig med at vi har fokuseret på at forstærke kædedriften af forretningerne.

- Det er, sammen med en forstærket ledergruppe og medarbejdernes store indsats, baggrunden for 2014-resultatet, siger Carsten Ludvig. Han vurderer, at konkurrencesituation fortsat vil være hård i 2015, og derfor fortsætter Fog arbejdet med at optimere interne processer og konkurrencekraft.

Johannes Fog A/S er grundlagt i 1920 og har i dag ti trælastforretninger og byggecentre i Kgs. Lyngby, Farum, Fredensborg, Helsinge, Herlev, Hørsholm, Kvistgård, Vordingborg, Ølstykke.

-cmn

22/4 2015