Kæmpe psykiatrisygehus skyder i vejretDet største psykiatriske sygehusbyggeri i nyere tid skal skabe moderne og unikke rammer for den fremtidige psykiatri, lød håbet fra Kirsten Devantier ved rejsegildet.

Kæmpe psykiatrisygehus skyder i vejret

1,4 millioner gule mursten, 12.500 m3 beton og 28.500 tons betonelementer fordelt på 44.000 kvadratmeter – så stort bliver det nye psykiatrisygehus i Slagelse

Der er netop blevet holdt rejsegilde ved Grønningen i Slagelse, hvor Region Sjællands nye psykiatrisygehus er begyndt at tårne op. Rejsegildet er en vigtig milepæl mod det, der i august 2015 skal være et indflytningsklart og topmoderne psykiatrisk behandlingssted.

Det nye psykiatrisygehus er banebrydende med brugen af lys, kunst og arkitektur, som skal være en del af behandlingen. Desuden giver sygehuset optimale forhold for personalet og skaber rum for forskning og fortsat udvikling af behandling og med en sikkerhed, der er i top.

- Med opførelsen af det største psykiatriske sygehusbyggeri i nyere tid forventer vi fra Region Sjællands side, at vi får skabt nogle helt moderne og unikke rammer for den fremtidige psykiatri her i regionen, og det er vores håb, at dette også vil have en positiv indflydelse på den behandling og pleje, som patienterne får tilbudt, sagde formand Kirsten Devantier, udvalget for psykiatri og tværsektorielt sundhedssamarbejde i Region Sjælland, ved rejsegildet.

Bred fordeling af sengepladser
Med åbningen af det nye psykiatrisygehus samles de psykiatriske sengepladser i Vestsjælland og hele retspsykiatrien i Region Sjælland, herunder Sikringsafdelingen. Psykiatrien i Region Sjælland vil dermed have sengepladserne samlet i de tre byer Slagelse, Vordingborg og Roskilde.
Der bliver i alt 194 sengepladser i det kommende psykiatrisygehus i Slagelse. Fordelingen kommer til at se således ud:

- 114 almenpsykiatriske sengepladser – inklusive ældrepsykiatri, som i dag er placeret i Dianalund, Holbæk, Slagelse og Vordingborg.

- 50 retspsykiatriske sengepladser, som i dag er placeret i Nykøbing Sjælland og Vordingborg.

- 30 sengepladser i Sikringsafdelingen, som i dag er placeret i Nykøbing Sjælland.

- kj

1/4 2014