Kapacitetsprop standser varmepumpeprojekterArne Sørensen fra MAINZ VVS advarer om mangel på varmepumper

Kapacitetsprop standser varmepumpeprojekter

Bygningspuljen har fået yderligere fokus på varmepumper og ændrer fordelingen af tilskud til energirenoveringer, så 80 procent bliver øremærket til varmepumpe-projekter

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Der har været tryk på Energistyrelsen de seneste dage, hvor Bygningspuljen igen er åbnet for ansøgninger. Og denne gang med endnu mere fokus på varmepumper, idet der er ændret på fordelingen af tilskud til energirenoveringer, så 80 procent bliver øremærket til varmepumpe-projekter.

Hidtil har der været krav om minimum 60 procent, mens de resterende penge kunne bruges på blandt andet nye vinduer og mere isolering.

Chefkonsulent Troels Hartung fra TEKNIQ mener, at det giver god mening at kanalisere en større del af midlerne til varmepumper, der har oplevet en eksplosivt stigende interesse 3de seneste måneder på grund af de voldsomt stigende priser på naturgas.

Der ændres dog ikke på størrelsen af tilskuddene til varmepumpeprojekter, der fortsat er på cirka 14.000 kroner for et parcelhus i størrelsesordenen 130 kvadratmeter.

Fordobling af salget
Og de danske el- og vvs-installatører er parate til at medvirke til at få flere varmepumper ud i de danske husstande.

Selv ved en fordobling af salget i år, er én installeret varmepumpe om ugen per godkendte installationsvirksomhed nok til at følge med efterspørgslen, viser TEKNIQ’s beregninger.

Sidste år blev der solgt lige knap 24.000 vandbårne varmepumper i Danmark, og det svarer til en vækst på 56 procent i forhold til året før. Det er ikke usandsynligt, at antallet stiger til cirka 50.000 årligt eller endnu mere i løbet af de næste par år.

Halvt års leveringstid
Men et er, at installationsbranchen er klar, noget andet er, om det overhovedet kan lade sig gøre at skatte det fornødne antal varmepumper.

VVS-installatør Arne Sørensen far Mainz VVS på Midtsjælland fortæller til BygTek, at han oplever en voldsom interesse for at udskifte gasfyr med varmepumper, men der er et halvt års leveringstid på mange varmepumper, og det hjælper ikke meget, hvis naturgasfyret er gået i stykker og skal udskiftes.

Desuden ønsker mange på baggrund af de meget store prisstigninger at udskifte deres naturgasfyr, men der må han forklare dem, at der er meget lang leveringstid, og at de i bedste fald kan få en varmepumpe til efteråret.

VE-godkendelse er et kvalitetsstempel
Der er i dag 1.200 VE-godkendte installationsvirksomheder. VE-godkendelsen er et uddannelsesbevis, der sikrer, at installatøren har de rette kvalifikationer til at installere, indregulere og servicere blandt andet varmepumper.

Samtidig er det et krav, hvis kunder ønsker tilskud fra blandt andet Bygningspuljen, at den udførende installatør er VE-godkendt.

Det kræver i gennemsnit mellem 30 og 40 timers arbejde at få opsat en varmepumpe fra første tilbud til færdig installation, og hos TEKNIQ forventes det, at varmepumpeproducenterne vil skrue op for kapaciteten.

TEKNIQ holder enenergikonference på Christiansborg den 29. marts om, hvordan vi kan gøre bygningsopvarmningen grøn.


18/3 2022