Kattegatbro hentet ud af mølposen
Nye beregninger viser, at en vejbro uden jernbane kan opføres for godt 50 milliarder kroner og betales tilbage på 32 år, hvis taksterne svarer til dem på Storebælt
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Som et lyn fra en stadig vinterklar himmel kunne transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) onsdag aften præsentere en genberegning af økonomien i en fast forbindelse over Kattegat, der viser, at det absolut er realistisk med en bro – men kun til biler. Pris cirka 51 milliarder kroner.
- En kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Kattegat er fortsat et urealistisk dyrt projekt. Men nye beregninger viser, at der er udsigt til, at en ren vejforbindelse kan finansieres af trafikanterne alene – uden tilskud fra statskassen, oplyste ministeren.
Gammel drøm
Ole Birk Olesen har bedt Vejdirektoratet om at se på en ren vejforbindelse over Kattegat. Den skønsmæssige vurdering er, at en sådan forbindelse vil kunne blive finansieret af brugerbetaling og være tilbagebetalt af trafikanterne på 32 år:
- Det er en gammel drøm at binde Øst- og Vestdanmark tættere sammen med en fast forbindelse over Kattegat, men det har hidtil forekommet økonomisk urealistisk. Nu viser det sig, at økonomien ser ud til at hænge sammen, hvis man bygger en ren vejforbindelse, så det bør vi undersøge nærmere, siger ministeren blandt andet.
Stor usikkerhed
Der er tale om en skønsmæssig vurdering fra Vejdirektoratet, som dog er forbundet med stor usikkerhed.
Ministeren vil derfor – med opbakning fra transportordførerne fra regeringen og Dansk Folkeparti - igangsætte en nærmere undersøgelse af potentialet for en ren vejforbindelse over Kattegat. Den vil blandt andet omfatte et opdateret anlægsskøn og en opdateret trafikprognose, hvor der også tages hensyn til den seneste aftale om takstnedsættelse på Storebælt.
Alt for dyrt med jernbane
En genberegning af en fast Kattegatforbindelse med opdaterede trafiktal fra Landstrafikmodellen, som blev sat i gang i 2016, viser på linje med tidligere beregninger, at en kombineret vej- og jernbaneforbindelse ikke vil kunne finansieres alene af brugerne.
Anlægsomkostningerne for kyst-til-kyst forbindelsen og de nødvendige landanlæg på anslået 124 milliarder kroner vil ikke kunne dækkes af brugerbetalingen, men vil kræve et betydeligt statsligt finansieringsbidrag på 42 milliarder kroner.
39 kilometer fordelt på to broer
Der bliver tale om en fast forbindelse over Kattegat mellem Røsnæs på Sjælland og Hov syd for Aarhus via Samsø består af to kombinerede forbindelser med en længde på henholdsvis 19 - og 20 kilometer.
Til sammenligning har Storebæltsforbindelsens to broanlæg en længde på henholdsvis 6,6 - og 6,8 kilometer.
Det er i beregningerne forudsat, at en Kattegatforbindelse åbner for trafik i 2030.
Antallet af biler over en fast Kattegatforbindelse vil ifølge trafikmodelberegningerne være uændret, hvis forbindelsen kommer til at bestå af et vejanlæg uden jernbane.
Således forventes der at køre godt 31.300 køretøjer på et hverdagsdøgn i åbningsåret i 2030. Vejtrafikken på Storebæltsforbindelsen vil være stort set den samme. Der vil der køre knap 23.700 køretøjer på et hverdagsdøgn.
Troede idéen var gemt langt væk
Manden, der oprindelig i 2007 til stort postyr lancerede ideen om en fast forbindelse over Kattegat, direktør Henrik Garver fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), er begejstret. Han siger til BygTek:
- Jeg må indrømme, at jeg troede, at den idé var parkeret langt væk i Transportministeriets magasiner. En ren bilbro over Kattegat er økonomisk realistisk og giver solide gevinster – både samfundsøkonomisk og i forhold til at binde Danmark sammen. Samtidig giver det en langt mere robust infrastruktur, siger Henrik Garver.
Fremtiden er miljøvenlige biler
Han afviser, at det skulle være et problem, at broen kun bliver til biler:
- Når den er færdig om måske 12 år, vil en meget stor del af bilerne køre på strøm produceret af vindmøller og andre vedvarende energikilder. Den tendens vil blive forstærket i årene fremover – også for kollektive transportmidler som busser. Under alle omstændigheder må vi konstatere, at står valget mellem slet ingen Kattegatforbindelse eller en ren vejforbindelse, så skal vi selvfølgelig vælge vejforbindelsen, siger Henrik Garver til BygTek.
Stop den mand!
Ikke uventet kom den første politiske kommentar fra Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, der under overskriften ’Stop den mand! Transportministeren har biler på hjernen’ siger:
- Indtil nu har det været en forudsætning, at der var tale om en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Kattegat. Ligesom vi kender det fra Lillebælt, Storebælt, Øresund og den kommende Femernforbindelse. Men gud-hjælpe-mig om ikke transportminister, Ole Birk Olesen, bruger genberegningerne til straks at bestille en vurdering af en ren vejforbindelse over Kattegat. Hermed cementerer Ole Birk Olesen, hvad de fleste nok anede. Der skal satses ensidigt på biler og veje. Årtiers prioritering af bilismen og nedprioritering af kollektiv jernbanetrafik fortsætter således. Toget dømmes ud.