Københavns vartegn skinner som i 1905

Københavns vartegn skinner som i 1905

Rådhustårnet pakkes ud efter at være indhyllet i inddækning og stilladser i halvandet år

Af Dan Bjerring

Rådhustårnet på Københavns Rådhus har i næsten 120 år skuet ud over byens tage, og klokkespillet lyder fortsat hver eneste dag - nu i en reduceret udgave - ud over hele landet, når Radioavisen klokken 12.00 indledes.

Mest ikonisk er dog nok scenen fra en Olsenbanden film, hvor selveste Egon Olsen, Benny og Keld kravler rundt på tårnuret.

Skinner som i 1905
Rådhustårnet har dog det seneste halvandet år været pakket ind, mens det blev renoveret. Men nu er renoveringen færdig, og stilladserne og inddækningen fjernes. Og det glæder overborgmester Sophie Hæstorp Andersen:

- Nu er rådhustårnet tilbage i topform, og det er dejligt at se urene skinne som i 1905, da Rådhuset åbnede, siger hun.

Store glaspartier på balkonen
Blandt andet er fuger, teglsten og mursten udskiftet, vinduer, malet og udsigtsbalkonerne, har fået renoveret sten og gulv. Der er også foretaget forstærkninger i konstruktionens afstivning.

For at forhindre vand i at sive ind fra udsigtsbalkonerne, har man som noget nyt etableret store glaspartier, der møder en, når man træder ud på udsigtsplatformen. Glaspartierne kan åbnes, så man fortsat kan nyde udsigten. Det lille trappehus på balkonetagen har også fået en overhaling.

Taghus udskiftet allerede i 1914
Derudover er urskiverne blevet håndforgyldt på ny med bladguld. Da man begyndte renoveringen og så den store urskive helt tæt på, opdagede man nemlig, at den originale forgyldning på uret flere steder var slidt helt væk.

Men nu skinner deT igen som i 1905, da Rådhuset stod færdig.

Under forarbejdet fandt man i øvrigt ud af, at taghuset slet ikke er det originale taghus. Arkitekt Martin Nyrops gamle tegninger afslørede nemlig, at det oprindelige taghus var udført i fyrretræ og ikke beton, som det nuværende.
Men træhuset tålte sandsynligvis ikke sliddet fra vejret, og blev allerede i 1914 udskiftet til det nuværende i beton – altså knap otte-ni år efter indvielsen af Rådhuset.

Føres tilbage til originalen
Københavns Kommune har været i dialog med Slots- og Kulturstyrelsen om at tilbageføre taghuset til sin originale form i træ fra 1905. Denne gang i en udgave, så det holder i mange årtier.

Det er kun anden gang i tårnets levetid, at det bliver renoveret. Sidste gang var fra 1975 til 1977.

Stilladset forventes at være taget helt ned i oktober 2024.

Fakta
- Rådhustårnet er 105,6 meter højt og var Københavns højeste punkt, da rådhuset stod færdigt i 1905. Det er stadig et af byens højeste tårne.

- Renoveringen inklusive glasinddækning har kostet cirka 19 millioner kroner. Det var budgetteret til cirka 10 millioner kroner.

- I to år fra 1975 til 1977 gennemgik rådhustårnet en større renovering, hvor toppen også var dækket ind. Denne gang forventede Økonomiforvaltningen, at stilladset var nedtaget ved udgangen af 2023. Det bliver altså først ultimo 2024.

20/8 2024