Kickstart i NærHeden
Første spadestik til et nyt springcenter i NærHeden i Hedehusene vest for København markerer starten på etableringen af en helt ny nye bydel syd for stationsbyen
Der har været gang i grave- og knusemaskinerne på Hedesvinget i Hedehusene vest for København det sidste stykke tid. Nu er en lagerhal fjernet, og området er klar til byggeriet af Høje-Taastrup Kommunes nye springcenter.
Det bliver fejret med det første spadestik torsdag den 17. marts 2016 kl. 8.30-9.30, hvor både borgmester Michael Ziegler, formand for Fritids- og Kulturudvalget Merete Scheelsbeck, direktør Ole Møller og entreprenøren er med til at fejre milepælen.
- Der er noget særligt ved at tage det første spadestik. Nu bliver det meget konkret, og vi kan rigtig se, at vi er i gang med det første byggeri i NærHeden. Jeg er glad og stolt, og jeg glæder mig til sammen med borgerne at se byggeriet skyde i vejret i den kommende tid, siger borgmester Michael Ziegler.
Springcenter samler byen
Kommunens fem spring- og gymnastikforeninger har længe arbejdet aktivt på at få nye rammer til deres idræt, og nu bliver det en realitet. De har samarbejdet tæt under inddragelsesprocessen, og når springcentret står færdigt, vil de også træne sammen.
Samtidig med, at springgymnasterne får nye, moderne faciliteter, får den nye bydel også et samlingspunkt.
- Springcentret vil komme rigtig mange til gode – både vores dygtige gymnaster, eleverne på den kommende nye skole og ældreidrætten, som får topmoderne rammer til f.eks. gymnastik, yoga og pilates. Vi har også lagt vægt på gode faciliteter som forældrelounge, klublokale, og mødelokale, så det bliver et rart og attraktivt sted at være, siger Merete Scheelsbeck, formand for Fritids- og Kulturudvalget.
Landmark for ny bydel
Springcentret udstyres med et 14 m højt tårn, som bliver et ”landmark” i NærHeden. Tårnet, som finansieres af NærHeden, får en klatrevæg og bliver offentligt tilgængeligt, så alle har mulighed for at nyde udsigten over NærHeden og Hedehusene.
- Efter flere års planlægning glæder jeg mig rigtig meget til at se det første byggeri i NærHeden skyde op - og til at byde centrets brugere velkommen til området. En af de bærende visioner for udviklingen af NærHeden er at skabe en bydel for mennesker, hvor der er særligt gode muligheder et aktivt fritidsliv. At det første byggeri bliver Høje-Taastrup Kommunes nye center til springgymnastik understreger på alle måder, at kom-munen bakker op omkring projektet, siger projektdirektør i NærHeden Ole Møller.
Det nye springcenter kommer til at ligge centralt på det grønne Loop, som skal binde NærHeden og det eksisterende Hedehusene sammen, og det bliver nemt at komme dertil fra stationen. Lige øst for springcenteret anlægger NærHeden et fælles udekøkken og byhaver. Det forventes, at det nye springcenter kan indvies til efteråret.

Springcentret udstyres med et 14 m højt tårn, som bliver et ”landmark” i NærHeden. (Visualisering: Cubo Arkitekter)
Byggemodning indefra
Der sker rigtig meget i området i den kommende tid, for samtidig med, at Høje-Taastrup
Kommune bygger springcentret, går NærHeden i gang med at byggemodne dele af området omkring centret.
Det drejer sig i første omgang om bl.a. forsyninger, omlægning af Sejlbjerg og Industrivej, anlæg af 1. etape af Loopet samt anlæg af p-areal til springcentret og kommende dagligvarebutik. Derudover tages der også fat på forberedelserne af jordbakken til broen over banen.
-cmn

Kommunens fem spring- og gymnastikforeninger har længe arbejdet aktivt på at få nye rammer til deres idræt, og nu bliver det en realitet. (Visualisering: Cubo Arkitekter)