Klassisk magtbyggeri med flere snedige detaljer
Udlændingestyrelsens nye kontor i Næstved består af ca. 10.000 m2 kontorer samt 1100 m2 kælder til godt 400 medarbejdere og betjente og op mod 60.000 gæster om året
Af Christine Aagaard
Udlændingestyrelsen skal flytte til Næstved, og når de godt 400 medarbejdere rykker ud af hovedstaden i løbet af 2020, bliver det til et nybyggeri bestående af tre forskudte atriumhuse på mellem tre og fem etager. Byggeriet ligger på den såkaldte posthusgrund tæt på Næstved Station.
Udadtil er bygningen overalt opført efter devisen vindue-pille-vindue-pille-vindue-pille-osv. Ikke noget revolutionerende i det. Til gengæld har man leget med vinduesindfatningernes placering ift. etagedækkene. Man skjuler simpelthen mægtigheden af etagedækkene ved at gøre vinduesindfatningerne højere end selve vinduerne. Den øverste fjerdedel af det, der ligner vinduet, er simpelthen etagedækket. En ret snedig detalje, der gør byggeriet lettere at se på, end det ellers ville have været.
De gule sten, der er skalmuret med, giver en varm og taktil overflade, og de passer godt ind i omgivelserne, hvor mange af de eksisterende byggerier også er i gul tegl. Point for at tænke materialerne i et nyt byggeri ind i de eksisterende omgivelser.
Indenfor er der flere detaljer, det er værd at lægge mærke til. Tag for eksempel de store trapper, der forbinder etagerne på tværs af atriummerne. De får en lækker tyngde både pga. form, placering og ikke mindst træbeklædning.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 2.