Kommuner sænker de administrative barrierer ved udbud
Det bliver fremover lettere for mindre og mellemstore virksomheder at byde ind på byggerier i syv midt- og vestjyske kommuner
I løbet af sommeren 2017 blev borgmestrene for de syv midt- og vestjyske kommuner i Business Region MidtVest enige om, at de ville arbejde for en harmonisering af krav om sikkerhedsstillelse. Samtlige kommuner har nu vedtaget, at virksomhederne først skal stille økonomisk sikkerhed for en opgave, når den er større end en million kroner.
Direktør Jes Gylling fra Murerfirmaet Jens Vinderslev i Struer roser det nye politiske tiltag:
- Det er en omstændig og dyr proces at stille økonomisk sikkerhed for opgaver, og for mindre virksomheder har det også haft betydning for, om de overhovedet kunne byde på en opgave, udtaler Jes Gylling, som er sikker på at det kommer alle virksomheder til gode at de administrative barrierer sænkes - særligt for de mindre virksomheder.
Bestyrelsen i Business Region MidtVest er glade for, at anbefalingerne om at hæve niveauet for sikkerhedsstillelse, nu kan omsættes i praksis.
- Beslutningen er en tillidserklæring til de mindre og mellemstore virksomheder, og det viser, at det politiske samarbejde i vores område skaber resultater og øger erhvervsvenligheden til gavn for hele Midt- og Vestjylland, udtrykker H.C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune og medlem af bestyrelsen i Business Region MidtVest.
Kipper med flaget
Initiativet er udviklet i dialog med Dansk Byggeri.
- Af flere årsager er der grund til at kippe med flaget og rose de syv kommuner i Business Region MidtVest for alle at være gået op til en grænse fra en mio. kr. og op. Jo mere erhvervsvenlige, kommunerne er, jo bedre. Og jo mindre forskel, der er på de enkelte kommuners praksis, jo nemmere er det administrativt for virksomhederne, siger formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Niels Hansen.
De syv kommuner i Business Region MidtVest er: Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer.
-los