Kranfører cykler til ParisCykelmyggen fra Køge Havn Lars Frederik Christensen i stærkeste opstilling

Kranfører cykler til Paris

Hvert år cykler Team Rynkeby til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme. I år deltager 1.900 cykelryttere og blandt dem er Lars Frederik Christensen, der til daglig er kranfører

Hvert år cykler Team Rynkeby til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme. Velgørenhedscykelholdet består af 48 hold i seks lande – Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island.

Når startskuddet går den 30. juni i år, er det med et rekordstort antal deltagere. I år er der nemlig 1.900 cykelryttere, der tramper i pedalerne i den gode sags tjeneste – og blandt dem er Lars Frederik Christensen, der til daglig er kranfører på Køge Havn.

- Jeg har fulgt Team Rynkeby i medierne i mange år og har altid været inspireret af sammenholdt og den oplevelse, man får som deltager. Det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Lars.

Arbejdsgivers opbakning betyder meget
Lars har cyklet i mange år og kører et sted mellem 4.000 og 6.000 kilometer årligt. Det er hans første tur med Team Rynkeby, men de 2.500 kilometers træning og de 1.300 kilometer til Paris skræmmer ikke, og det betyder meget, at han får opbakning fra sin arbejdsgiver. Køge Havn harnemlig en betydelig rolle i den forestående tur. For ud over at være Lars’ arbejdsgiver er Køge Havn både sponsor af hans tur og Guldsponsor for hans team, Team Rynkeby Storstrøm.

- Ideen om at få Køge Havn til at sponsere turen opstod helt tilfældig en morgen, hvor jeg spurgte chefen, om det eventuelt kunne være noget, firmaet ville være med til at sponsere. Og i løbet af meget kort tid faldt det hele bare på plads, siger Lars og fortsætter:

- Det glæder mig rigtigt meget, at Køge Havn har valgt at sponsere både min tur og mit team. Det havde jeg aldrig drømt om.

Det giver god mening
På Køge Havn glæder man sig over, at Lars er blevet udtaget blandt de 3.200 ansøger til turen:

- Køge Havn og Skandinavisk Transport Center har gennem årene haft forskellige sponsorater, og da Lars spurgte, om vi ville sponsere hans tur med Team Rynkeby, tvivlede vi ikke. Det er altid en fornøjelse at kunne bakke op om vores medarbejderes interesser. Og særligt når formålet er at samle penge ind til børn, der er ramt af kritisk sygdom, giver det rigtig god mening at bidrage, fortæller direktør Thomas Elm Kampmann,

Lars’ kollegaer fra Køge Havn følger også interesserede med i turen, så når Team Rynkeby Storstrøm den 7. juli triller i mål, jubles der både i Paris og i Køge.

-jhn

24/4 2018