Krav om dagbøder til kommuner med for lang byggesagsbehandlingstid

Krav om dagbøder til kommuner med for lang byggesagsbehandlingstid

Dansk Håndværk mener, at der mangler en paragraf i Bygningsreglementet, som kan sikre, at kommunerne overholder lovgivningen for frister til byggeansøgninger

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det er Bygningsreglementet, der fastsætter reglerne for blandt andet nybyggeri, renoveringer og tilbygninger.

Det gælder eksempelvis mindstekrav til isolering, at boliger er handicapvenlige, og at de er sikre i forhold til brand.

Indholdet er bestemt i Byggeloven, der beskriver otte hovedpunkter, som Bygningsreglementet skal dække. Men det er ifølge direktør Morten Frihagen fra Dansk Håndværk kun de syv af disse punkter, der er med.

Han henviser til, at det af Bygningsloven fremgår, at Bygningsreglementet skal ’fremme foranstaltninger, der kan øge byggeriets produktivitet’.

Men det er ifølge Morten Frihagen langt fra resultatet som det ser ud i dag. Derfor eferlyser han en paragraf med overskriften ’§563 Foranstaltninger, der kan øge byggeriets produktivitet:

Skal sikre maksimal behandlingstid
Der er ét særligt punkt, der kan forøge produktiviteten voldsomt, hvis teksten til paragraffen lyder:

- Kommunalbestyrelsen, der er bygningsmyndighed, og som træffer afgørelse efter Bygningsreglementet, er forpligtiget til at sikre, at byggeansøgninger indsendt til kommunen bliver færdigbehandlet indenfor det af Kommunernes Landsforenings i 2022 fastsatte mål for maksimal behandlingstid – det vil sige 40 dag for simple konstruktioner og enfamiliehuse, 50 dage for industri og lagerbygninger, 55 dage for etagebyggeri til erhverv samt 60 dage for etagebyggeri til boligformål…

Dagbøder på 10.000 kroner
- Det vil være en helt naturlig tilføjelse til Bygningsreglementet, så det sikres, at Byggelovens krav overholdes, siger Morten Frihagen.

Men tilføjelsen vil kræve en enkelt ændring mere. I kapitel 36 fastsættes det nemlig hvilken straf, der gives, hvis man overtræder reglementet. Her er tale om bødestraf.

Det vil ifølge Dansk Håndværks direktør være nødvendigt at specificere det i forhold til kommunernes forpligtigelse.

Det kan gøres ganske enkelt ved at tilføje:
- Sikrer kommunalbestyrelsen ikke overholdelse af § 563 og rettidig behandling af en byggeansøgning, straffes kommunen med dagbøder for hver overskredet dag, således at hvis ansøgningen ikke er færdigbehandlet senest ti dage efter den i § 563 angivne frist, straffes kommunen med en dagbøde på 10.000 kroner samt 1000 kroner for hver efterfølgende dag behandlingstiden overskrides. Beløbet betales til ansøgeren…

Lover bod og bedring, men...
- At det er nødvendigt, at indføre denne sanktion, er åbenlyst. Kommunerne har i årevis set stort på behandlingstiderne. Hvert år lover de bod og bedring, men i årtier er der intet sket. Og vi taler ikke om småforsinkelser, men om måneder og endda halve eller trekvarte år hos de værste syndere. En trediedel af landets kommuner har ingen problemer – nogle klarer endda opgaven forrygende på ganske få dage. Men synderne slipper for påtale, mens byggeriets produktivitet lider, slutter Morten Frihagen.

27/6 2023