Kreativ drivkraft fylder 60 år
Grundlægger, partner og kreativ direktør i 3XN, Kim Herforth Nielsen, fylder 60 år d. 28. marts
Arkitekt MAA/RIBA Kim Herforth Nielsen, født i Sønderborg på Als i 1954, er partner og grundlægger af 3XN. Han tog afgang fra arkitektskolen i Aarhus i 1981, hvor han i dag er tildelt titlen adjungeret professor.Kim Herforth Nielsen er en af grundlæggerne bag tegnestuen Nielsen, Nielsen og Nielsen (3xNielsen), der blev grundlagt i 1986 i Århus. I dag hedder tegnestuen 3XN og har hovedsæde i København.
Kim Herforth Nielsen har siden starten i 1986 været den kreative drivkraft i 3XN, hvor han fungerer som kreativ direktør og er den overordnede ansvarlige for den arkitektoniske kvalitet fra idé til færdigt resultat.
Han arbejder tæt sammen med konkurrenceafdelingen og har en høj grad af personligt engagement i hvert projekt. Han har været involveret i alle tegnestuens større projekter, heriblandt musikhuset Muziekgebouw i Amsterdam, Ørestad Gymnasium, Saxo Bank, hovedsæde for Horten, Museum of Liverpool, hotel Bella Sky, det nye rådhus i Nieuwegen, Copenhagen Arena, Danmarks nye nationalakvarium Den Blå Planet, FN Byen på Marmormolen i København og sidst men ikke mindst det nye hovedsæde for Swedbank i Stockholm, der indvies i Maj.
Desuden udpeges Kim Herforth Nielsen ofte som dommer i internationale arkitektkonkurrencer og er en flittig forelæser på arkitektskoler og universiteter verden over, og i december blev han udnævnt af kulturministeren til Statens Kunstfond som formand for legat- og projektstøtteudvalget for arkitektur.
Kim Herforth Nielsen er hædret med Ridderkorset, C.F. Hansen Medaillen og Eckersberg Medaillen.
Arkitektur påvirker
Som en af drivkræfterne hos 3XN har Kim Herforth Nielsen været med på hele 3XNs rejse fra Aarhus til i dag, hvor tegnestuen har en international profil med projekter spredt ud over resten af verden. Det er lige fra en række projekter i Stockholm og i langt størstedelen af de nordeuropæiske lande samt opgaver i Mumbai, Shanghai, Hongkong, Canada og senest Australien. I forlængelse af de mange projekter i Stockholm åbnede 3XN et kontor i byen i slutningen af 2013.
I hans arkitektoniske virke og gennem størstedelen af Kim Herforth Nielsens karriere har han fokuseret på, hvordan arkitektur påvirker og skaber adfærd. Spørger man ham selv om denne tilgang, fortæller han, at det specielt var det banebrydende byggeri Ørestad Gymnasium, der lærte ham i hvor høj grad, arkitekturen påvirker menneskers adfærd, og det har været han store interesse og kæphest lige siden. Gennem bevidst formgivning er mulighederne for at tegne mere meningsfyldte bygninger blevet udforsket, hvilket samtidig har resulteret i mange usædvanlige og interessante former. Men aldrig blot for formernes skyld.
For Kim Herforth Nielsen er vellykkede bygninger ikke alene adfærdsskabende fra arkitektens side, de bliver ’tegnet færdige’ af brugerne i og med den adfærd, de inviterer til netop i kraft af den bevidste formgivning. Dette arkitektoniske princip er noget han har holdt forelæsninger om i hele verden.
-los