Kvalitet og bæredygtighed bør stå højest på dagsordenen
Partnerskabet REBUS er klar med ny viden til byggechefer i den almene sektor, når renoveringer for milliarder forventes at blive sat i gang i den kommende tid
Byggeriets parter udtrykker stort set enstemmigt, at igangsættelse af renoveringer er vejen til en sund økonomi, nu når Danmark genåbner. Særligt er øjnene rettede mod den almene sektor, som har 453 projekter i kø for milliarder, som boligforeningerne selv har sparet op. Omkring to tredjedele af køen vedrører klimaskærmen, viser beregninger lavet af BL.
Allerede i de første dage efter lukningen af Danmark grundet Corona opfordrede en række fagforeninger og erhvervsorganisationer i et brev til statsministeren og finansministeren til, at der sættes gang i renoveringer i den almene boligsektor. I går udtalte boligminister Kaare Dybvad Bek til BygTek, at Landsbyggefonden bliver en del at genåbningen af Danmark.
Viden skal i brug, mens der planlægges
Når renoveringerne ruller, er det vigtigt, at vi bruger al den viden, som byggebranchen har oparbejdet gennem en årrække. Det mener man i samfundspartnerskabet REBUS, der siden 2016 har undersøgt og udviklet løsninger, der skal gøre renoveringer i den almene sektor bedre for bundlinjen, sundheden og miljøet.
Hos Teknologisk Institut, der administrerer REBUS-partnerskabet, er direktør for Byggeri & Anlæg, Mette Glavind, ikke i tvivl: Det er nu, der skal handles, og der skal handles både effektivt og klogt:
- REBUS blev netop etableret for at sætte skub i renoveringer, så vi kunne få gang i en gennemgribende forbedring af de danske etagebyggerier. Der findes så meget viden på området, så det ville være ærgerligt, hvis den ikke blev bragt i spil allerede nu, mens der planlægges, siger hun.
Mere grøn omstilling for hver krone
I en række anbefalinger til regeringen påpeger Klimapartnerskabet for Byggeri og Anlæg, at der kan blive gennemført tiltag med en samlet CO2-reduktion på 5,8 mio. ton per år, hvoraf intelligent styring og energirenovering vil reducere CO2-udledningen med 1,2 mio. ton per år, uddyber Mette Glavind, som også bidrager til Klimapartnerskabet:
- Der bliver mere grøn omstilling for hver krone, hvis vi mindsker energiforbruget i de eksisterende byggerier samtidig med, at vi udfaser sort opvarmning og bruger materialerne klogere. Vi kan skære 20-25 % af bygningers energiforbrug frem til 2030 og skabe bedre trivsel i boliger, skoler og sundhedsbyggerier. Det vil også kunne mærkes positivt i økonomien, som lige nu lider under Corona-lukningen af samfundet, siger Mette Glavind og understreger, at materialebruget i den forbindelse er helt afgørende.
Krav om CO2-regnskaber fra 2021
En af anbefalingerne fra Klimapartnerskabet for Byggeri og Anlæg er, at der skal udarbejdes et CO2-regnskab for alle byggerier i fremtiden, herunder for materialernes CO2-aftryk:
- Det er muligt at lave CO2-regnskaber for bygninger og renoveringer i dag, men efterspørgslen er ikke stor. Derfor har vi anbefalet, at CO2-regnskaber skal være et krav i den frivillige bæredygtighedsklasse og bygningsreglementet allerede fra 2021, fortæller Mette Glavind.
I industrien og bl.a. hos materialeproducenten Saint-Gobain ser man positivt på en stramning af kravene til bæredygtighed. Klavs Eske, som er kommerciel direktør i Saint-Gobain og formand for REBUS, siger:
- Som industriel leverandør er vi vant til at forholde os til regulativer, standarder og bruge dem i udviklingen af vores forretning, og vi vil se positivt på øgede krav om bæredygtighed. Ikke mindst fordi bæredygtighed er en grundlæggende præmis i vores forretning, men også fordi det hænger godt sammen med vores udviklingsaktiviteter i bl.a. REBUS-partnerskabet.
Klar med sparring til byggechefer
Som formand i REBUS står Klavs Eske sammen med resten af partnerskabet klar med sparring til ambitiøse byggechefer, der vil være på forkant med forskningsbaserede løsninger til renoveringer.
- Det er nu REBUS-løsningerne - bl.a. systemleverancer og præfab - skal vise deres værd. Vi har forsket, testet og undersøgt det i fire år. REBUS bidrager ved at stille al vores viden til rådighed. Vi er klar med sparring til byggechefer, der skal i gang med at renovere og inspirerer gerne til at tænke nye værktøjer ind i renoveringerne, siger Klavs Eske.
-kj