Landsbypuljen river de første huse nedEt nedbrydningsfirma går snart i gang med at rive to forfaldne ejendomme ned – uden at ejerne skal have en krone op af lommen.

Landsbypuljen river de første huse ned

I januar fjernes to forfaldne ejendomme i landsbyer i Skanderborg Kommune. Ejerne har selv henvendt sig, og staten og kommunen betaler for arbejdet

Byrådet i Skanderborg Kommune besluttede tidligere på året at afsætte 1 mio. kr. til nedrivning af faldefærdige bygninger og ejendomme. Herudover er der bindende tilsagn om 0,9 mio. kr. i statsmidler fra puljen til landsbyfornyelse. En nedrivning koster typisk 100.000-200.000 kr., og frivillige nedrivninger støttes med 100 % finansiering.

Det er et krav, at ejendommene er beliggende i byer med mindre end 3000 indbyggere eller i det åbne land.

- Vi har lavet en screening af ejendomme i kommunen, som ikke har været beboet i mindst tre år, eller som ud fra visuel besigtigelse synes at være i meget dårlig stand. Vi har været i kontakt med ejere af ejendomme, hvor behovet for en indsats synes størst, og det har indtil videre resulteret i fire frivillige aftaler, og flere er på vej, siger Gitte Just, ingeniør og byggesagsbehandler i Skanderborg Kommune.

Hun forklarer, at de to ejendomme, som nu rives ned er gamle utidssvarende stuehuse, som står tomme. Begge ejere har selv henvendt sig til Skanderborg Kommune, efter at muligheden for at få betalt nedrivning blev annonceret.

Et visuelt løft
Ved screeningen blev der fundet 13 ejendomme i landsbyer eller i åbent land, som blev vurderet at være til stor gene for omgivelserne. Ifølge Gitte Just er der økonomi til at finansiere i alt seks-syv nedrivninger i 2016.

Der tages i den kommende tid kontakt til de næste på listen med henblik på at indgå aftaler om en frivillig nedrivning. For at kunne få den statslige refusion skal nedrivningen være gennemføret inden den 1. juni 2016. Borgmester Jørgen Gaarde (S) glæder sig over, at der nu bliver taget hul på nedrivningerne af de utidssvarende huse.

- Det er en god løsning, som kan give de mindre byer og landdistrikterne et visuelt løft og dermed gøre områderne mere attraktive. Derfor har vi fra politisk side prioriteret at medfinansiere et antal nedrivninger, siger Jørgen Gaarde.

-kj

21/12 2015