LM Byg starter udflytning
I forlængelse af flere års vækst flytter LM Byg A/S samtlige aktiviteter til nyt domicil på Hundigevej i Greve efter 21 år i Havdrup
I takt med firmaets vækst, en fortsat styrkelse af kvalifikationer gennem videreuddannelse og målrettet rekruttering samt implementering af nye strategiske udviklingsmål er rammerne for entreprenørfirmaet LM Byg A/S på gården i det hidtidige domicil i Havdrup blevet for snævre og utidssvarende til at huse hele holdet.
LM Bygs adm. direktør og ejer Carsten Mindegaard er i kølvandet på de seneste års fordobling af virksomhedens aktiviteter ved at gøre klar til at pakke og slukke i Havdrup, der siden 1994 har været udgangspunkt for udvikling af virksomheden, som i dag har trecifret millionomsætning og beskæftiger over 300 medarbejdere.
- Vi rykker fra landlige omgivelser med lave lofter i Havdrup til et nyt centralt Greve-domicil med en 2.500 m2 stor materielgrund, 540 lyse og nyindrettede m2 med moderne kontor- og mødefaciliteter og en 700 m2 stor materielhal, fortæller Carsten Mindegaard, der som alternativ til ombygninger i Havdrup har været på jagt efter et nyt hjemsted til virksomheden gennem det seneste års tid.
Nyt kapitel i historien
- Vi har været glade for at bo i Havdrup, og det er ikke uden vemod, vi forlader den fine, gamle gård, som i mere end 20 år har fungeret som både reception, kontorer og spisestue for virksomhedens aktiviteter og medarbejdere.
- Det har været et perfekt udgangspunkt for udvikling af vores spidskompetencer indenfor hovedentrepriser, råhus-byggeri og anlægsopgaver, og faktisk var vi langt fremme med planer for om- og tilbygninger af vores eksisterende domicil, forklarer Carsten Mindegaard, der i øvrigt ser investeringen i et nyt hovedsæde til virksomheden som en investering i fremtiden.
- Med overtagelse og nyindretning af vores nye domicil i Greve, starter vi et nyt kapitel i virksomhedens historie med god plads. Derudover får vi indfriet et ønske om en lidt mere central placering på en stor grund med gode tilkørselsforhold i en erhvervsvenlig kommune tæt på motorvejsnettet, fortæller Carsten Mindegaard og roser Greve Kommune for stor lydhørhed overfor virksomhedens ønsker og behov for firmaets nye Greve-domicil på Hundigevej.
-cmn