Lønkompensation forlænget med en måned- Aftalen den sikrer, at virksomhederne får hjælp til at beholde deres dygtige medarbejdere, så de er klar til at tage fat, når coronaudbruddet er overstået, siger Simon Kollerup. foto:Keld Navntoft.

Lønkompensation forlænget med en måned

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at forlænge den midlertidige lønkompensationsordning med en måned, så den gælder frem til og med 8. juli

Samfund - Coronakrise

Danmark står over for en gradvis genåbning, hvor dele af samfundet har taget de første skridt mod en normal hverdag og flere er på vej. Der er dog fortsat store dele af samfundet, som vil være nedlukket i en længere periode, og det har store økonomiske konsekvenser for de berørte lønmodtagere og virksomheder.

Her er trepartsaftalen om midlertidig lønkompensation med til at holde hånden under en lang række danske lønmodtagere og virksomheder, da den giver mulighed for, at virksomheder, der er økonomisk presset af COVID-19-krisen, kan få dækket en del af lønnen.

Nu er regeringen og arbejdsmarkedets parter, FH og DA, blevet enige om at forlænge ordningen frem til og med den 8. juli.

Lønkompensationsordningen bliver dertil justeret, så muligheden får at få lønkompensation til medarbejdere i fleksjob bliver ens, uanset om medarbejderen er på den gamle eller den nye fleksjobordning.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

- Det skal ikke gå ud over manden på gulvet, at coronasmitten har ramt Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi forlænger ordningen. Den holder hånden under titusindvis af lønmodtagere og sørger for, at de ikke får en fyreseddel. Og den sikrer, at virksomhederne får hjælp til at beholde deres dygtige medarbejdere, så de er klar til at tage fat igen, når coronaudbruddet er overstået.

Virksomhederne skal genansøge om forlængelse for perioden fra 9. juni til 8. juli 2020 hos Erhvervsstyrelsen.

-jhn

20/4 2020