Mange flere singler betyder nye krav til boligmarkedet

Mange flere singler betyder nye krav til boligmarkedet

Pr. 1. januar 2022 var der ifølge Danmarks Statistik 2.788.291 husstande i Danmark, og det tal har været markant stigende i de senere år.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Alene de seneste 25 år - svarende til ca. en generation – er der kommet 16 procent flere husstande i Danmark.

I en kommentar til tallet fra Danmarks Statistik siger boligøkonom i Danmarks Statistik, Bo Sandberg, at det ikke kun er selve befolkningstilvæksten, men også ændrede familiemønstre, der har sat skub i antallet af husstande i Danmark:

- I perioden 1997 til 2022 er single-husstandene også relativt set kommet til at fylde mere, fra 36 procent af husstandene i 1997 til nu 40 procent, og udviklingen er tilmed accelereret i de seneste 3-4 år, siger Bo Sandberg.

83.000 flere singlehusstande
Siden 2018 er der kommet godt 83.000 flere singlehusstande, og noget af det, som har øget andelen af single-husstande, er ifølge Bo Sandberg ’de tre s´er’ - flere studerende, flere skilsmisser og flere seniorer. Dertil kommer en stigende udbredelse af par, der vælger at bo hver for sig – de såkaldte COLA´er, ’couples living apart’:

- Det er altså ikke kun den corona-betingede ekstra boligefterspørgsel, de stigende disponible indkomster i kølvandet på det økonomiske opsving eller det historisk lave boligudbud, der presser behovet for flere boliger – men også den underliggende demografiske trend i retning af flere singler, siger boligøkonomen.

Generel udfordring
Han kalder det ’en generel udfordring’, at boligudbuddet har svært ved at følge med efterspørgslen. Og den udfordring bliver kun større af den samfundsmæssige tendens til flere singler:

- Eftersom det fænomen forekommer at være en temmelig varig ændring, får det også konsekvenser for politik-anbefalingerne, mener Bo Sandberg.

I Københavns Kommune har der eksempelvis i en årrække været krav om en gennemsnitsstørrelse for ny opførte boliger i flerfamiliehuse på 95 kvadratmeter, og det var et fornuftigt krav i en tid, hvor udfordringen især var at få byens børnefamilier til at blive boende og for at kunne tiltrække solide skatteindtægter til kommunen:

- Men nu er der brug for, at pendulet svinger lidt mere tilbage i retning mod behovet for flere mindre boliger. Og det såkaldte 95 kvadratmeter-krav er da også blevet lempet til nu kun at gælde halvdelen af nybyggeriet. Spørgsmålet er, om ikke det helt bør droppes, slutter Dansk Industris boligøkonom.

15/2 2022