Med filosofi som byggeklods
I Hobro har modulproducenten BM Byggeindustri ansat en uddannet filosof som bærdygtighedsansvarlig. Og det er et bedre match, end man lige umiddelbart skulle tro
Af Daniel Christensen
En moderne løsning på en højaktuel udfordring. Sådan kan man vælge at anskue den noget uortodokse beslutning, som indehaver og direktør i BM Byggeindustri i Hobro, Tom Mikkelsen, traf ved årsskiftet, da han til en nyoprettet stilling som bæredygtighedsansvarlig ansatte filosoffen Thomas Sørensen.
Og selvom Tom Mikkelsen indledningsvis var ved at sortere Thomas Sørensen fra alene på baggrund af hans CV, skiftede han kurs. Thomas Sørensen havde nemlig erfaring med at certificere byggerier for en anden byggevirksomhed, Scandi Byg, der som BM Byggeindustri laver moduler.
- Vi vil gerne være i førersædet og have styr på bæredygtigheden, når vi arbejder. Det var vores primære årsag til at lede efter en bæredygtighedsansvarlig. Vi vil gerne selv have styr på processerne og mestre det internt. Nu har vi en, der kan lære fra sig, så vi alle kommer med på bæredygtighedsbølgen med Svanemærket byggeri og DGNB-certificeringer osv., siger Tom Mikkelsen.
Passede fint ind
Forinden havde Thomas Sørensen blandet erfaring som underviser, og han fik først rigtig smag for byggeri, da han landede barselsvikariatet som HSE hos Scandi Byg.
- Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne tænke mig at lave noget med bæredygtighed. Det gav mening, at jeg kunne angribe nogle af de i byggeriet kendte problemstillinger fra en helt anden vinkel. Da vikariatet var slut, stod det klart for mig, at jeg som profil passede fint ind i byggebranchen, særligt fordi jeg havde fået mig noget erfaring med bæredygtigt byggeri, der jo udvikler sig hele tiden, siger Thomas Sørensen, der har en kandidat i anvendt filosofi fra Aalborg Universitet.
- BM Byggeindustri viste sig at være et rigtig godt match, fordi de havde gjort sig klar til at tage de første skridt og var indstillet på at arbejde med bæredygtigt byggeri. De havde endnu ikke så meget erfaring på området og var ikke kommet så langt i processen. Men det var så her, der var en plads til mig, fortsætter han.
Ikke blot bæredygtig kaffe
Og her kommer den i byggeriet ualmindelige uddannelsesbaggrund ind i billedet.
- Filosofi blev relevant, da jeg skulle begynde at kigge på den bæredygtige strategi, og vi skulle have formet nogle værktøjer, der gav mening og var relevante for virksomheden. Så det rakte ud over eksempelvis bare at bestille Free Trade kaffe, men i stedet blev en del af virksomhedens DNA, siger Thomas Sørensen.
- Men jeg er jo ikke ansat som filosof. Jeg er ansat som bæredygtighedsansvarlig, understreger han.