Medarbejdermangel bremser opsving i Midtjylland På Fundervej i Engesvang har ABC Pavilloner og Concept Living i dag 144.000 m2 at boltre sig på - herunder 20.000 m2 produktionshaller.

Medarbejdermangel bremser opsving i Midtjylland

Der er lige nu run på hos de midtjyske søstervirksomheder ABC Pavilloner og Concept Living, og faktisk har der aldrig været flere opgaver i ordrebogen før end nu. Men drømmen om at udvide produktionen kan ikke rigtig få luft under vingerne

Ordrebogen boomer hos ABC Pavilloner og Concept Living i Engesvang, som har ordrer liggende helt frem til sommeren 2023. Faktisk har direktør Kjeld S. Facius, som grundlagde selskabet bag virksomhederne i 1999, ikke oplevet en ordretilgang på samme niveau tidligere.

Det er selvsagt en glædelig udvikling for de to modulproducenter, som bygger henholdsvis midlertidigt og permanent præfabrikeret modulbyggeri, men samtidig ærgrer man sig over, at manglen på medarbejdere lige nu sætter en stopper for yderligere vækst:

- Vi har aldrig før kunnet kigge et år frem og se så mange opgaver i ordrebogen, som vi kan nu. Én gang før har vi været på et niveau, der nærmer sig det her, og det var lige før finanskrisen. Men vi slår uden tvivl alle rekorder, forklarer Kjeld S. Facius og fortsætter:

- Og det er selvfølgelig rigtig glædeligt – især her efter corona brød ud. Dengang frygtede vi det værste for virksomheden, da det jo på ingen måde var til at forudsige, at byggeriet ville accelerere på den måde, som det har gjort. Derfor er vi nu også ekstremt positivt overraskede over, at vi står i den luksussituation, hvor vi drømmer om at udvide vores produktionsfaciliteter, men simpelthen ikke har mulighed for det som følge af den høje beskæftigelse.

ABC Pavilloner, Concept Living og øvrige søsterselskaber søger lige nu til sammen mellem 15 og 20 nye medarbejdere, som tæller alt fra uddannede håndværkere som elektrikere, tømrer og vvs-montører samt akademikere til ufaglærte medarbejdere. Men særligt manglen på tegnere i projekteringsfasen er afgørende for, at modulproducenterne ikke udvider produktionsfaciliteterne yderligere:

- Det er lige nu manglen på tegnere som bygningskonstruktører og ingeniører, der giver os de største begrænsninger. Når vi ikke har folk til at stå for den grundlæggende projektering, så sætter det også en kæp i hjulet for den øvrige produktion, som skal bruge den del at arbejde ud fra. Derfor skruer vi også lige nu ned for tilbudsgivningen, indtil vi har de nødvendige hænder, forklarer Kjeld S. Facius.

-dc

23/12 2021