Minister til rejsegilde på boliger af genbrugte byggematerialer
I går kunne ressourcerækkerne, der er opført af genbrugte byggematerialer fejre rejsegilde med deltagelse af og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt
I Ørestad Syd er der fuld gang i byggeaktiviteten. Et af byggerierne skiller sig dog ud med sit helt specielle facade udtryk. Ressourcerækkerne, som består af 29 rækkehuse og 63 lejligheder, opføres nemlig af upcyclede byggematerialer, herunder mursten fra de historiske Carlsberg Bryggerier.
I går kunne byggeriet fejre rejsegilde og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt var med til fejringen af det bæredygtige boligbyggeri.
Vi ser værdi, hvor andre ser affald
Det er Lendager ARC og Lendager UP, der har udviklet metoden ud fra et ønske om at reducere CO2-udledningen i konstruktionsfasen samt minimere det spild og den mængde affald, der opstår i forbindelse med nedrivning af bygninger. Murstensmodulerne stammer bl.a. fra Carlsbergs historiske bryggerier i København og fra gamle skoler og industribygninger rundt omkring i Danmark.
- Vi har udviklet en metode til genanvendelse af mursten, hvor vi uden at gå på kompromis med pris, kvalitet eller æstetik kan spare op til 70 % co2 i byggefasen i forhold til konventionelt byggeri. Det er på verdensplan en nyhed, særligt i kommercielt byggeri som dette. Det er lykkedes, fordi vi i Lendager har specialiseret os i at se værdi, hvor andre ser affald, og skabe bæredygtige innovationer der kan implementeres på markedsvilkår, forklarer Anders Lendager, CEO Lendager Group.
Siden 1960’erne ikke har været muligt at genbruge mursten individuelt, da mørtlen mellem murstenene er stærkere end selve murstenen. Murstenene er derfor skåret ud i firkantede moduler, forarbejdet og stablet for at skabe murene i Ressourcerækkerne.
Fra nedrevne bygninger
Murstenselementerne i Ressourcerækkerne stammer fra nedrevne bygninger, og er fra arkitektens hånd sat sammen, så de skaber et facadeudtryk, som mest af alt minder om et kunstfærdigt patchwork af murstenselementer. Den praktiske årsag til den iøjnefaldende æstetik er, at det siden 1960’erne ikke har været muligt at genbruge murstenene individuelt, da mørtlen mellem murstenene er stærkere end selve murstenen. Murstenene er derfor skåret ud i firkantede moduler, forarbejdet og stablet for at skabe murene i Ressourcerækkerne. Metoden gør det muligt at genanvende mursten i stor skala.
En fantastisk udfordring
Bygherre på projektet er NREP og Arkitektgruppen og MOE er rådgivende ingeniører. Det er Arkitektgruppen, der opfører projektet, og Robin Feddern, som er adm. direktør i Arkitektgruppen, synes det har været en spændende proces at opføre Lendagers pionerprojekt.
- Selvom vi har været i branchen mange år, er byggeri af upcyclede byggematerialer et helt nyt område for os. Derfor er det fantastisk nu at nå den milepæl, det er at fejre rejsegilde. Vi var ikke nået der til uden et stort engagement fra alle de involverende parter i byggeriet; herunder ikke mindst vores egen byggeledelse og håndværkerne på pladsen. Det er altid udfordrende at arbejde med noget, hvor man skal retænke tingene og ikke bare kan 'gøre som man plejer', men alle har taget imod udfordringen med stor interesse, og det ser jeg som en stor styrke ift. en begyndende holdningsændring i en ellers konservativ byggebranche.
Den fortsatte udvikling af nye, bæredygtige løsninger i projekterne er et vigtigt fokusområde for både NREP, Arkitektgruppen og Lendager Group; både i virksomhedernes samarbejder og hver for sig.
De nye bæredygtige boliger, forventes indflytningsklare til sommer næste år.
-jhn